Originaltitel: "Reflections on Input-Output Economics"
Offentliggjort: i Science and Society No. 31, Apr. 1967
Oversættelse: Birgitta Gervig og Henning Vangsgård
Digitalisering: Jonas Holmgren
I den senere tid har modifikationer indenfor kapitalismen krævet forandringer i den økonomiske teori. Disse kom til udtryk i den keynesianske revolution og i Leontiefs input-outputanalyse.[1] Hvor den keyneske teori prøvede at redde det kapitalistiske system med politiske midler, d.v.s. gennem statsintervention mod depression, der er input-outputanalysen nærmest et analytisk værktøj, der anses for at kunne bruges i "ethvert økonomisk system". I Leontiefs hænder er input-outputmetoden "en tilpasning af den neoklassiske teori om almen ligevægt til den empiriske undersøgelse af den kvantitative afhængighed mellem indbyrdes afhængige økonomiske aktiviteter" (s. 134). Indenfor økonomien, siger han, "har vi en meget høj koncentration af teori uden kendsgerninger på den ene side og en øget mængde kendsgerninger uden teori på den anden"; input-outputanalysens opgave er at "fylde de tomme kasser af økonomisk teori med det relevante empiriske indhold" (s. 14).
Det er denne forfatters påstand, at det ikke er muligt at fylde disse specielle kasser, fordi de ikke alene er tomme, men så at sige også er uden bund. Men før vi går over til denne materie, vil det være på sin plads at påpege, at den seneste tids vigtigste fornyelser indenfor økonomien på en måde også er en tilbagevenden til klassiske og endog førklassiske teorier. Medens keyneske økonomer bragte borgerlig teori tilbage til klassikernes makroøkonomi, vender input-outputanalysen - selv om den er en gren af moderne økonomi - tilbage til den franske fysiokrat François Quesnays "Tableau Economique".
For Quesnay og fysiokraterne var landbruget kilden til al rigdom, og andre samfundsmæssige klasser ansås for ufrugtbare og afhængige af den merværdi, der opstod indenfor landbrugsproduktionen. Den flyttede også hele diskussionen om økonomiske spørgsmål fra handelssfæren til produktionssfæren, og ifølge Marx, "var det et forsøg på at skildre kapitalens hele produktionsproces som en reproduktionsproces, med cirkulationen nærmest som en slags kapitalens cirkulationsfase".[2] Det var Quesnays "Tableau", der lå til grund for Marx' eget skema over simpel og udvidet reproduktion i "Kapitalens" andet bind. Medens Quesnay i denne henseende på en måde foregreb Marx, foregreb Marx så sandelig input-outputanalysen, selv om det var i form af en meget abstrakt model af den kapitalistiske reproduktionsproces.
Marx mener, at "fysiokraternes system er den første systematiske forestilling om den kapitalistiske produktion"[3] indenfor det feudale samfund. Fra hans synspunkt "fremstiller fysiokraterne landejeren som den sande kapitalist, d.v.s. den der tilegner sig merarbejde. Feudalisme bliver således skildret og forklaret ud fra borgerlig produktion; landbruget behandles som den eneste produktionsgren, hvor den kapitalistiske produktion - d.v.s. merværdiproduktionen - optræder. Medens feudalismen således gøres borgerlig, kommer det borgerlige samfund til at se feudalistisk ud".[4] Quesnays og hans elevers teorier drejede sig om overgangsperioden fra feudalisme til kapitalisme, fra udbytningen af en særlig slags arbejde til den almene udbytning af arbejdet. Ligesom Quesnay for Marx var en borger i feudal klædning, således kunne man også sige, at input-outputanalysen er planlægningsteori i kapitalistisk forklædning, og at dens fremtræden peger på en endnu ikke opdaget overgang til et system hinsides kapitalismen. Men man kan her også tilføje, at den faktiske overgang fra feudalisme krævede en samfundsmæssig revolution, og af en mulig overgang til planøkonomi næppe vil kræve mindre.
Marx' økonomiske skrifter havde ikke til hensigt at berige "den økonomiske videnskab", men at blotlægge de faktiske samfundsmæssige relationer, der fandt deres fetichistiske udtryk i den politiske økonomi. Selvom politisk økonomi "først og fremmest er fjendeland for proletariatet",[5] må man gå ind i det for at vise, at "økonomiske relationer" ikke er andet end forklædninger for kapitalistiske udbytningsrelationer, og for at afsløre klassemodsætningerne i de økonomiske modsætninger, der plager borgerlig praksis og kapitalistisk udvikling. For Marx er de "økonomiske love", der fremlægges af den politiske økonomi, uden relevans for socialismen, som faktisk vil sætte dem ud af funktion. I stedet vil der opstå en bevidst regulering af produktionen og distributionen, der bestemmes af de associerede producenter selv, og instrumenterne til dette formål vil have teknisk-organisatorisk natur. For at kunne anvendes i "ethvert økonomisk system" må input-outputanalysen skilles fra den politiske økonomi, og Leontief skiller virkelig "de økonomiske teknikere fra politiske økonomer eller økonomiske politikere" (s. 9).
Bortset fra nogle almene bemærkninger, beskæftiger Marx sig ikke med organiseringen af et socialistisk samfund. Da planlægning blev en mulighed for den bolschevistiske stat, fandt den ikke desto mindre sit udgangspunkt i Marx, d.v.s. i hans forestilling om samfundsmæssig produktion som en reproduktionsproces. Planlæggerne mente, at Marx' skema over simpel og udvidet reproduktion[6] kunne anvendes på alle samfundsformer, og at det ville være særlig anvendeligt til løsning af den socialistiske økonomis problemer. Det var på grundlag af disse skemaer at sovjetiske økonomer konstruerede en mængde makroøkonomiske modeller, der skildrede muligheden af en balanceret planøkonomi.[7] Det var fra dette udgangspunkt - via den keyneske revolution - at input-outputanalysen kom ind i borgerlig økonomi.
Marx' fremstilling af reproduktionen viser den teoretiske nødvendighed af sammenhænge i produktions- og bytteprocessen, sammenhænge der garanterer kapitalens produktionsproces under hensyntagen til vareproduktionens værdi- og brugsværdiaspekt. "Sålænge vi betragtede værdiproduktionen og kapitalens produktværdi individuelt, var vareproduktets naturalform ganske underordnet for analysen /.../ For så vidt der var tale om kapitalens reproduktion, var det tilstrækkeligt at forudsætte, at den del af vareproduktet, som repræsenterer kapitalværdien, inden for omsætningssfæren ville finde lejlighed til igen at forvandle sig til sine produktionselementer og dermed atter tage form af produktiv kapital. Det var også tilstrækkeligt at forudsætte, at arbejder og kapitalist på markedet ville forefinde de varer, som de giver arbejdsløn og merværdi ud til. Denne rent formelle fremstillingsmåde er ikke længere tilstrækkelig, når vi betragter samfundets totalkapital og dens produktværdi. At en del af produktværdien igen forvandles til kapital, at en anden del indgår såvel i kapitalistklassens som i arbejderklassens individuelle forbrug, dette danner en bevægelse inden for selve den produktværdi, der er resultatet af totalkapitalen. Denne bevægelse er erstatning, ikke kun værdimæssig, men stoflig og den er derfor lige så meget betinget af de indbyrdes relationer mellem samfundsproduktets værdibestanddele som af deres brugsværdi, deres stoflige skikkelse."[8]
Til vores formål er der ingen grund til at udfolde Marx' figurer; det er nok at repetere, at han delte den totale samfundsmæssige produktion op i to sektioner - den ene producerer produktionsmidlerne og den anden konsumtionsmidlerne. Hver afdeling er sammensat af konstant og variabel kapital og producerer merværdi. Transaktionerne mellem de to afdelinger reproducerer totalkapitalen og overlader merværdien til kapitalisternes forbrug. "Den simple reproduktion har ifølge sin natur konsumtionen som mål /.../ For så vidt den simple reproduktion er den del /.../ af enhver årlig reproduktion i udvidet målestok, bevares dette motiv side om side med og i modsætning til berigelsesmotivet som sådant."[9] Forskellen mellem simpel og udvidet reproduktion består i, at en del af den totale merværdi ikke konsumeres af kapitalisterne, men forvandles til yderligere kapital. Overgangen fra simpel til udvidet reproduktion indbefatter, at "ikke kvantiteten, men den kvalitative bestemmelse af den simple reproduktions givne elementer ændrer sig, og denne ændring er den materielle forudsætning for reproduktionen i udvidet målestok, der følger senere".[10]
Hvor store Marx' reproduktionsskemaers fortjenester end er, kan de ikke bruges som et generelt ligevægtssystem, der ligner den borgerlige ligevægtsteori. Sådan som han havde fremstillet reproduktionsprocessen, påpegede Marx; er den lig med "samfundets kontrol over de materielle midler til sin egen reproduktion. Men indenfor det kapitalistiske samfund repræsenterer overproduktion et element af anarki".[11] Kontrollen over de materielle midler til samfundets egen reproduktion forudsætter fjernelsen af værdiaspektet fra den kapitalistiske produktion, thi det er den modsætningsfyldte bevægelse mellem værdi- og brugsværdi, der er ansvarlig for kapitalistisk anarki, d.v.s. den manglende evne til at organisere produktion og reproduktion rationelt.
"Den kendsgerning, at vareproduktionen er den kapitalistiske produktions generelle form, indbefatter allerede den rolle, som pengene spiller i den, ikke kun som omsætningsmiddel, men også som pengekapital, og den frembringer visse betingelser, karakteristiske for denne produktionsmåde, i den normale omsætning, altså reproduktionens normale forløb, det være sig i simpel eller udvidet målestok, der slår om i lige så mange betingelser for et unormalt forløb, muligheder for kriser, da ligevægten selv er en tilfældighed ved den kapitalistiske produktions spontane udformning."[12]
"Ligevægten" i reproduktionsskemaet, med dets harmoni med hensyn både til værdier og materielle midler, illustrerer hovedpunkterne i en friktionsfri kapitalistisk reproduktionsproces, der, selv om man kan begribe den teoretisk, forbliver en praktisk umulighed, undtagen tilfældigvis, på samme måde som udbud og efterspørgsel, værdi og pris nogen gange kan falde sammen. De russiske økonomer, der baserede deres modeller af en socialistisk økonomi på Marx' reproduktionsskemaer, opstillede disse modeller i rent materielle kategorier og ikke i værdikategorier. Relationerne mellem produktion og distribution, sagde man "må studeres i deres materielle fremtrædelsesform, d.v.s. som summen af konkrete produkter i deres konkrete bevægelse fra producent til konsument /.../ Da regnskabet undersøger relationen mellem produktion og cirkulation i materielle kategorier, må den betragte samfundets økonomi som en form for naturlig økonomi, idet den undersøger produktionen som summen af de ting og de materialer, der i årets løb er blevet produceret, og undersøger produkternes distribution i deres materielle fremtræden".[13] Selv om penge "må spille rollen som målestok, et middel til at reducere de forskellige former for samfundsmæssig produktion til en fælles nævner /.../ beskriver regnskabet relationerne mellem produktion og konsumtion som en materiel proces".[14] Den faktiske organisering af den russiske økonomi var virkelig en planlægning i materielle kategorier for at realisere økonomiske mål, der var sat af regeringen. Disse mål lagde vægt på økonomisk vækst, udviklingen af industrien eller, i borgerligt sprog, kapitalens akkumulation. Med styrede lønninger og priser kan man bestemme approximativt, men direkte, hvilken del af det totale socialprodukt, der skal tilfalde producenterne som forbrugsgoder, hvordan de skal fordeles blandt konsumenterne, samt hvilken del af totalen, der skal tjene til at styrke produktionsapparatet. Lønninger og priser er her et middel til at frembringe et socialprodukt og dets distribution, der bestemmes af en central plan i fysiske kategorier, og i de proportioner, som autoriteterne anser for nødvendigt eller ønskeligt.
Ifølge Marx er bogføringen "mere nødvendig i den kapitalistiske produktion end i den opsplittede produktion under bonde- og håndværksdriften, mere nødvendig ved socialistisk (gemeinschaftlich) produktion end ved kapitalistisk".[15] Input-outputøkonomien "er hovedsagelig et dobbelt bogholderisystem",[16] og som sådant er det et "fleksibelt analytisk redskab. Det kan gøres så detailleret og komprimeret som nødvendigt til ethvert formål".[17] Planlægning, siger man, indebærer tilegnelsen af "de kategorier og metoder til bogholderi, der bruges i kapitalistiske virksomheder, og det at bruge dem på hele den samfundsmæssige produktions- og distributionsproces".[18] Dette er en fantastisk opgave; så svær at central rationel planlægning anses for at være en umulighed af de mere ortodokse blandt dem, der forsvarer konkurrenceprissystemet. Selvom man indrømmer, at den datasøgning og analyse, der er indbefattet i input-outputanalysen, er meget omfattende og kompleks, mener dens opfindere dog, at de "nye metoder til økonomisk og statistisk undersøgelse, der er blevet udviklet i løbet af de sidste tyve ar, fuldt ud er i stand til at løse de implicerede tekniske problemer" (s. 17), især de "moderne hurtige datamaskiner og regeringens og private virksomheders tilbøjelighed til at akkumulere bjerge af data" (s. 14) taget i betragtning.
Hvadenten denne tillid er berettiget eller ej, så er det et faktum, at de planøkonomiske systemer i Østeuropa organiserede deres produktion og distribution ved hjælp af centraliserede beslutningsprocesser, længe før udviklingen af de moderne datamaskiner. Medens de disponible nødvendige data til dette formål i første omgang var fragmentariske og tynde, blev indsamlingen og udnyttelsen af relevant information med tiden forbedret og gav planerne en stadig højere grad af indre sammenhæng samt bragte dem nærmere den faktiske udførelse. Indenfor den vestlige kapitalisme medførte omfangsrige statsinterventioner i økonomien og overvægten af store monopolkorporationer en høj grad af direkte beslutningsprocesser, der vedrørte såvel størrelsen af socialproduktet som ressourceallokationen. I borgerlige hænder er "input-outputsystemet imidlertid ikke et værktøj for "planlæggere" der ønsker at erstatte markedssystemet med en anden form for økonomisk organisation".[19] Det tjener kun til "planlægning" i det omfang, der er foreneligt med markedssystemet. Medens input-outputsystemet kan anvendes til "vejledende planlægning" gennem retningslinjer fra regeringen, menes det at være lige så effektivt til mindre markedsundersøgelser for at reducere usikkerhedsmomentet i salgsprognoser. "Med økonomiens vækst og med den moderne teknologis voksende omfang," skriver Leontief, "tenderer private virksomheder mod at støtte sig i stadig mindre grad til "trial-and-error" procedurer ved løsningen af interne problemer, og i stadig højere grad at støtte sig til omhyggeligt udtænkt og grundigt udarbejdet planlægning" (s. 4).
Input-outputanalysens centrale ide "er forestillingen om at der er en grundlæggende relation mellem en industrivirksomheds outputstørrelse og størrelsen af det input, der går ind" (s. 122). Denne selvfølgelige iagttagelse kan demonstreres ved hjælp af en input-outputtabel. Leontief beskriver selv tabellen som følger:
"Da ethvert salg er et køb, så er hvert tal i den horisontale række (i tabellen) også et tal i den vertikale: hvert output fra en industri vises som input i en anden. Tallene i alle vertikale rækker er således en liste over denne industris eller sektors input fra alle andre. I 'ialt'-rækken forneden i tabellen summeres de tal, der er indført for vedkommende industri lige op med dets lønsedler, afskrivninger, profit og andre fremstillingsomkostninger. Disse udgør industriens eget bidrag til det samlede socialprodukt, som går ud over værdien af de inputs, som den får fra andre industrier eller sektorer. Den adderede værdi plus totalen af de umiddelbare inputs er lig med industriens totale output, som de er indført i totaloutputrækken i tabellen. Rækkerne og kolonnerne, d.v.s. input og output, eller salg og køb udgør økonomiens totale aktivitet - og således balancerer input-output-økonomiens dobbelte bogholderi" (s. 159).
Netop fordi det er så simpelt kan en input-outputtabel forstås lige så let som f.eks. "en køreplan, når vanskelighederne ved at forstå en teknisk fremstilling først er overvundet" (s. 9). Hvilken forretningsmand, spørger Leontief, ville finde det svært "at forstå en tabel, der vise hvor mange varer eller tjenester fra hans produktions- eller distributionssektor, der kan optages af de andre sektorer; og - nar han betragter tabellen fra den anden side - hvilken slags og hvor mange varer og tjenester hans egen industri modtog fra hver af disse andre sektorer" (s. 9). Men medens forståelsen af en input-outputtabel kan være let, er dens konstruktion et meget kompliceret foretagende, der kræver meget tidsrøvende arbejde og megen opfindsomhed. "Indsamlingen af basale statistiske data kan ganske klart ske hurtigst via regeringen" (s. 11), og med "moderne databehandlingsfaciliteter skulle tidsintervallet mellem indsamling og publicering af de endelige tal ikke overstige tolv måneder og kunne være endnu kortere" (s. 11). Dette interval mellem indsamling og sammenstilling af data betyder naturligvis, at en "input-outputtabel altid vil være et historisk dokument" (s. 25).
Leontief akcepterer alle den neoklassiske teoris antagelser og forsøger at give den et empirisk indhold. Ligesom den walrasianske opfattelse af en statisk almen ligevægt, hviler input-outputanalysen på forestillingen om gensidig økonomisk afhængighed, hvor "enhver hændelses effekt på ethvert punkt overføres til resten af økonomien, trin for trin, via en kæde af transaktioner, der knytter hele systemet sammen. En tabel med relationer fra hele økonomien giver os, lige så detailleret vi kræver, et kvantitativt bestemt billede af systemets interne struktur" (s. 24).
Den walrasianske almene bytteligevægt indbefattede på en måde en produktionsligevægt, ved at indføre forestillingen om de teknisk bestemte produktionskoefficienter. Selvom en input-outputtabel skildrer den interindustrielle strøm af varer i fysiske enheder, er den faktisk opbygget i værdikategorier. Men ud fra denne tabel kan man udlede de tekniske koefficienter, som forventes at genspejle økonomisk aktivitet i reelle kategorier. Ud fra antagelsen, at de tekniske koefficienter forbliver konstante, bliver det muligt at beskrive de faktiske proportionale relationer, der karakteriserer den samfundsmæssige produktion i en markedsøkonomi. Som følge heraf burde en tabel med input-outputkoefficienter kunne anvendes til de inputoutput prognoser, der er nødvendige for enhver industri pa grund af forandringerne i det totale socialprodukts størrelse eller sammensætning.
Det er hverken hensigtsmæssigt eller nødvendigt pa nuværende tidspunkt at gå ind på input-outputanalysens temmelig komplicerede tekniske enkeltheder. Det må være nok at sige, at de, der arbejder med den, retfærdiggør deres arbejde med dens anvendelighed til såvel beskrivende som prognostiske formål. Store industrivirksomheder siges at anvende input-outputmetoden til at koordinere deres mange afdelinger og forskellige produktionsprocesser. I denne forstand er input-outputmetoden dog kun en forbedret form for regnskabsføring. Den får ikke sin betydning fra sin anvendelighed i enkeltvirksomheder, men ved det lys den kaster på interindustrielle relationer og deres indvirkning på enkeltvirksomheder; og fordi interindustrielle relationer i sidste ende bestemmes af økonomien som helhed, ved dens påståede evne til at give informationer, der tillader en mere "rationer' beslutningsproces på alle økonomiske niveauer.
Input-outputanalysen er i korthed en metode til informationsindsamling - d.v.s. information som laissez-faire teorien mente, var fuldstændig unødvendig, fordi den fandtes implicit i prisdannelserne på det konkurrerende marked. Sammenlignet med det automatiske prissystem regnes input-outputanalysen derfor som mindreværdig af dens borgerlige kritikere, ikke bare pa grund af dens faste tekniske koefficienter, men også på grund af at den ikke fortæller hvad der rent faktisk skal produceres. Svaret på dette spørgsmål ville stadig kræve pris- og profitmekanismen. Men medens input-outputmetoden af denne grund anses for at være af tvivlsom nytte i en markedsøkonomi, indrømmes det, at "for sovjetiske eller lignende formål ville den have været uhyre passende".[20] P.J.D. Wiles f.eks., der ikke er klar over, eller ikke vil være klar over input-outputanalysens historie, påstår, at med en "let omdannet kronologisk rækkefølge ville input-output indiskutabelt have været en russisk opfindelse, og måske hen mod slutningen af NEP så godt udviklet og udbygget at Stalin ville have akcepteret den som "en skabende videreudvikling af de marxistiske økonomiske videnskaber" og derved ville han have været sandheden meget nær".[21]
En input-outputtabel "beskriver økonomien som den er, ikke som den burde være ud fra et eller andet kriterium eller ud fra nogle kriterier".[22] I planøkonomien peger planen naturligvis på, hvad der burde være på basis af hvad der er; den fortæller, hvad der bør produceres. Det er snarere markedsøkonomien, der ikke har noget svar på dette spørgsmål, thi på trods af "konsumenternes formentlige suverænitet" og "den rationelle ressourceallokation", der udledes af den, forbliver hele dens produktion og distribution underlagt den tvingende blinde drift at akkumulere kapital som værdi.
Input-outputanalysen hverken kan eller vil træde i stedet for den neoklassiske teori, de keynesianske økonomer, eller planlægningsteorierne, da den kun er et stykke værktøj eller teknik. Spørgsmålet er snarere, hvilket samfundsmæssigt system, der virkelig kan benytte sig af dette værktøj med henblik på at opnå en hensigtsmæssig funktion. Selvom den i sig selv er et "værdifrit system, som kan anvendes indenfor alle økonomiske systemer, d.v.s. indenfor en fri markedsøkonomi eller en partiel eller total planøkonomi",[23] måtte input-outputanalysen dog afvente den nuværende blandingsøkonomi for at få en samfundsmæssig baggrund for sin praktiske udnyttelse; og den er kun meningsfyldt, når den benyttes praktisk.
Den almene ligevægtsteori, som danner rammen omkring Leontiefs empiriske undersøgelser, har forlængst mistet sin overbevisende kraft, endog for borgerlige økonomer. "De økonomiske videnskabers mest iøjnefaldende bedrifter" siges der ikke så sjældent, "er deres fejltagelser",[24] og det er på nuværende tidspunkt helt indlysende, at "den økonomiske historie, i det mindste i udviklingen af dens teoretiske hovedlinier, udgør en enorm blindgyde, for enden af hvilken der står en mur, hvorimod økonomer i årtier har slået deres hoveder".[25] Enhver empirisk undersøgelse kan kun afsløre den uovervindelige kløft, der er mellem økonomisk teori og virkelighed, og en input-outputanalyse kan kun vise afhængighederne indenfor den uligevægt, der er karakteristisk for markedsøkonomien.
Den kendsgerning, at markedsrelationerne ikke sikrede ligevægtsbetingelser med fuld beskæftigelse, er der taget højde for i Keynes' teori om den utilstrækkelige effektive efterspørgsel. Men statsligt stimuleret produktion kan øge den "effektive efterspørgsel", og på denne måde genoprette den tilsyneladende "ligevægt" i en pseudo-velstand, der ligner kapitalakkumulation. I blandingsøkonomier bestemmer regeringsbeslutninger i stadig højere grad, hvad og hvordan og hvor meget der skal produceres, og det er på denne baggrund input-outputanalysen forfægter sin evne til effektivt at gribe ind i produktions- og distributionsprocessens faktiske forhold.
Den brede totalsum af den Keyneske analyse er her atter opløst for at afsløre de "komplekse serier af forretninger, hvor faktiske varer og tjenester byttes blandt virkelige mennesker" (s. 15). Og medens de enkelte operationer er alt for talrige til at kunne overskues, er det muligt "at reducere dem i en form for orden ved at klassificere og samle dem i grupper" (s. 15), ved at bruge Leontiefs matricers sektorer og industrier. Ved at iagttage deres teknisk bestemte afhængigheder kan man få et groft billede af hele økonomiens strukturelle relationer. Men det er kun et billede af økonomiens stade på et bestemt tidspunkt, som i sig selv ikke betyder ret meget, med mindre det tjener som udgangspunkt for en økonomisk politik.
Det input-outputanalysen anser for at være den endelige efterspørgsel, d.v.s. alle konsumenters og regeringers udgifter, investeringer og eksporter, afslører ikke hvordan denne endelige efterspørgsel opstod, hvorfor den er der, hvad den er, eller hvorfor den forandres. Den tager den endelige efterspørgsel for "givet" og forsøger at blotlægge de interindustrielle relationer, som ligger bag denne "givne" tilstand i den endelige efterspørgsel. Evnen til at beskrive den økonomiske struktur på et givet tidspunkt er naturligvis afhængig af, om man kan få fat i de nødvendige data. De fås fra statistikker om bruttonationalproduktet, totalkonsumtionen, indkomst per capita, investeringsraten, transaktioner mellem industrier, og andre disponible fingerpeg om den økonomiske aktivitet sådan som de indsamles af private og statslige institutioner. Disse statistikker er imidlertid "så fulde af unøjagtigheder at al modelopbygning, der udgår fra disse data, fra begyndelsen står på overordentlig svag grund".[26] Med hensyn til input-outputøkonomien siger Oskar Morgenstern:
"Selvfølgelig ville det ikke være tilrådeligt, ja det ville ligefrem være fjollet at behandle disse overordentlig komplicerede problemer på en praktisk-numerisk måde, med mindre data er tilfredsstillende, hvor 'tilfredsstillende' må gives en specifik betydning. Og når vi skal udfylde 10.000, 40.000 eller endda 250.000 felter med information om salg og køb fra enkeltindustrier, vil nøjagtighedsproblemerne umiddelbart antage formidable proportioner".[27]
Under konkurrencebetingelser, og endnu mere under monopolbetingelser, er mange statistikker, der fås fra industrien, ikke troværdige, hvad der også gælder for indkomststatistikker der bygger på selvangivelser, ja ikke engang regeringer går fri af enten at sammenstille falske statistikker eller forfalske nøjagtige informationer. Den temmelig almene unøjagtighed i de økonomiske iagttagelser førte Morgenstern til den konklusion, "at økonomiske beslutninger, uanset om de tages af regeringen eller af erhvervslivet, ofte tages i mørke".[28]
Men selv om man antager, at de disponible data er tilstrækkelig mange og nøjagtige til at kunne give en form for meningsfyldt skøn i kvantitativ form, vil den altid referere til en forgangen tilstand. Den tilvejebragte information kan ikke anvendes til at "løse problemer, der kræver forandringer i input-output forholdene, da enhver forandring kræver en helt ny løsning af matrix" (s. 26), og "forandringer i økonomien over en længere periode måles ved at sammenligne før- og efterbilleder" (s. 28), d.v.s. en input-outputtabel med en efterfølgende. Forandringen iagttages altså, men ikke den proces der bevirkede den. Men da tabellen viser den endelige efterspørgsel efter varer og tjenester og de faktiske interindustrielle relationer, der ligger bag den endelige efterspørgsel, anser man det for muligt, forudsat at teknologien forbliver uforandret, for hver enkelt industri og for de kvantitative relationer i alle økonomisektorer at skønne over følgerne af en forandring i den totale efterspørgsel, samt over forandringerne i sammensætningen af den endelige efterspørgsel.
Ifølge Marx gælder der for markedsøkonomien "at enhver ved, hvad han indskyder, men ikke hvad han får ud af det".[29] Dette dilemma kan ikke overvindes gennem kendskab til de "tekniske koefficienter", der ligger bag værdirelationerne i markedsøkonomien. Selvom det er korrekt at produktionens og distributionens materielle karakter kræver bestemte forhold mellem alle industrier og deres forskellige produkter, gælder det også, at i kapitalismen sker materiel produktion for at akkumulere kapitalværdi. Rentabiliteten bestemmer, hvad og hvor meget der skal produceres, og de tekniske koefficienter vokser og svinder som svar på kapitalproduktionens vekslende held. Under en krise f.eks. lukkes hele produktionsgrene, og industrier forsvinder på grund af forandringer i værdirelationerne, medens nye værdirelationer, der er i stand til at genoprette tabt rentabilitet, kræver andre tekniske koefficienter for at tjene som materiel basis for en ny opgang i kapitalekspansionen. Dette forhindrer naturligvis ikke konstruktionen af en input-outputtabel. Men at denne information står til rådighed betyder ikke, at det også er muligt at bruge den; den er unyttig luksus.
Hvis en konkurrence-markedsøkonomi kunne fungere anderledes end den gør, d.v.s. hvis den kunne udvides eller indskrænkes eller forandre sin produktion på bestilling, ville input-outputanalysen være en anvendelig metode til at skønne over enkeltindustriers ønskede produktionsniveau under forskellige omstændigheder. F.eks.: hvis det besluttes at øge automobilproduktionen med en vis procentsats, følger heraf, at der højst sandsynligt vil være et marked for procentuelt tilsvarende forøgelser inden for produktionen af alle de materialer, der medgår til produktionen og vedligeholdelsen af biler, men som produceres af andre industrier. Det omvendte ville gælde ved en indskrænkning i automobilproduktionen. Medens man ville kunne forudsige resultaterne af sådanne beslutninger på interindustrielt plan, ville beslutningerne selv falde udenfor input-outputanalysen.
Sådanne beslutninger beror på den faktiske markedssituation og de forventninger der knyttes til den, ikke på en hensyntagen til de tekniske data, der ligger bag produktionen for markedet. Den tekniske side af produktionen er et nødvendigt men ikke det bestemmende aspekt for forretningsmæssige beslutninger. Forretning bygger ikke så meget på viden, som på rentabilitet. Selv den bedste viden i en krise ville ikke kunne finde en løsning på den, ligesom en total uvidenhed om økonomiens virkelige tilstand ikke kan hæmme et forretningsmæssigt opsving. Selv i en konkurrence-markedsøkonomi eksisterer der naturligvis data om den endelige efterspørgsel og dens tekniske koefficienter, der tillader mange former for spekulative planer, der indbefatter forandringer i den endelige efterspørgsel eller i de tekniske koefficienter. Sådanne input-outputmodeller er, selv om de bygger på faktiske data, ligeså tomme som - selvom de uden sammenligning er meget dyrere end - de traditionelle modeller, der drejer sig om imaginære kvantiteter og relationer. For at give det empiriske indhold i input-outputmodellerne en praktisk mening, er det nødvendigt med en kraft udenfor markedet, der er stærk nok til at styre markedsbevægelserne i bevidst ønskede baner, for den blotte erkendelse af økonomiens strukturelle og fysiske relationel giver ingen løsning med hensyn til dens følgende faktiske adfærd.
Det er noget andet, når regeringen griber ind i markedssystemet på basis af et definitivt program, såsom fuld beskæftigelse, tvungen kapitaldannelse, spildproduktion eller organiseringen af krigsøkonomi. Men ligesom disse programmer indbefatter forandringer i den totale masse af produktion, konsumtion og i indkomstfordelingen, involverer de også ressourceallokationen og de interindustrielle økonomiske aktiviteters niveau, der kan finde et kvantitativt udtryk i en input-outputanalyse. I markedsøkonomier beholder alle prognoser og planer deres usikkerhed, undtagen for så vidt som konstaterbare konsekvenser af interventioner udenfor markedet berører totalproduktionen, indkomst- og beskæftigelse. Først når en central myndighed har indledt en styring af disse totaler, kan de detaillerede interindustrielle planer fra input-outputanalysen spille en rolle for en bedre udførelse af brede politiske mål.
For lige at nævne problemet med den fulde beskæftigelse: En input-outputtabel viser den endelige efterspørgsel og de interindustrielle operationer, der kræves for at tilfredsstille denne efterspørgsel; den afslører ikke hvorvidt økonomien indebærer fuld beskæftigelse eller ej. Men man mener det er muligt, gennem manipulationer på operationstabellen, at bestemme niveauet af den totale efterspørgsel, der ville være påkrævet for at opnå fuld beskæftigelse. På samme måde som en input-output koefficientmatrix viser de direkte og indirekte operationer, der passer til et givet niveau i den endelige efterspørgsel, således kan den omvendt opstille de kvantitative forandringer i den uafhængige produktionsproces, der ville være nødvendige for at opnå et bruttonationalprodukt, der svarer til fuld beskæftigelse.
Man påstår, at der findes yderligere anvendelsesområder for input-outputøkonomien, som f.eks. konstruktionen af detaillerede sammenlignende analyser for to eller flere nationer for at bestemme komplementære økonomiske aktiviteter, for at fastsætte en nations afhængighed eller uafhængighed af udenrigshandel, for at give et mere realistisk billede af forandringerne i den økonomiske udvikling, for at undgå flaskehalse gennem økonomisk ekspansion, der bygger på definitive prioriteter, og for at kaste lys over konsekvenserne både for produktionsprocessen som helhed og for dens interindustrielle relationer, når der sker radikale omstillinger i den økonomiske aktivitet fra krig til fred eller fra fred til krig.
Input-outputøkonomerne er stolte over, at regeringer gør brug af deres viden både i de blandede og de statsstyrede systemer. Mange input-outputtabeller er blevet sammenstillet for at tjene som udgangspunkt for politiske beslutninger, der drejer sig om økonomisk stabilisering og ekspansion, og for at vurdere mangler ved de faktiske produktionsprocesser. Når det drejer sig om blandingsøkonomier, bliver der gjort forsøg på at koordinere regeringens økonomiske politik med de ukontrollerede begivenheder i de private sektorer gennem at søge at fastslå en statsstøttet produktions mulige tilbagevirkninger på de private industrier eller gennem at påvirke den retning, som de økonomiske begivenheder tager, hvis bestemte industrier får regeringsstøtte i form af subsidier, selektive kreditter eller regeringskontrakter. En stor del af den endelige efterspørgsel opstår her ikke længere indenfor markedssystemet, men indføres i det af regeringen. Denne del er uafhængig af pris- og profithensyn, der ellers bestemmer den økonomiske adfærd i økonomiens private sektor. Den vedrører ikke hele økonomien, og dens specifikke virkning på den sidstnævnte kan til en vis grad fastslås ved hjælp af input-outputanalysen.
Medens input-outputanalysen var en følge af depression, krig og revolution, bør det bemærkes her, at dens nuværende popularitet, ligesom keynesianismen, hovedsagelig skyldes den lange periode med relativt gunstige betingelser i den vestlige verden. Når alt går godt, går det også godt for de teorier og teknikker, der påstår, at de er skyld i denne tingenes tilstand. Ved en opadgående trend i de økonomiske aktiviteter er det ikke altfor svært at lave optimistiske prognoser; især ikke når trenden understøttes af regeringsindgreb. I en ny krise vil tilliden til den herskende økonomiske teori og praksis naturligvis atter forsvinde, hvilket i input-outputanalysens tilfælde ville betyde, at den som forudsigelsesværktøj - ligegyldigt hvor effektiv den ellers er - ikke kan forudsige markedsbegivenhederne, selv ikke når der foreligger en begrænset statsstyring.
Da regeringens styring må sætte sig selv grænser for ikke at ødelægge den markedsstruktur, som den skal forsvare, er den nødt til gradvist at give afkald på sin neutraliserende og stabiliserende magt i takt med dens anvendelse. Før eller senere vil den ophøre med at være en modsatrettet kraft til de faktiske bevægelser i kapitalproduktionen, der gør kapitalekspansionens tekniske side afhængig af dens værdiekspansion. Men selv om man kan være skeptisk, er der ingen grund til at benægte, at det i princippet skulle være muligt for de virksomheder og kontorer, der beskæftiger sig med input-outputanalysens resultater at tilrettelægge deres aktiviteter i overensstemmelse med planlagte forandringer i den "endelige efterspørgsel", hvadenten de baseres på håb eller på regeringsbeslutninger. Med mindre en depression afbryder kapitaldannelsesprocessen, eller en stagnationsperiode fører til manglende kapitalinvestering, er den kapitalistiske produktion altid mere eller mindre en udvidet reproduktionsproces, således at "normalt" og i almindelighed vil produktion og salg vokse. Hvis man forudsætter, at en input-outputanalyse er tilstrækkelig omfattende og er opstillet ud fra tilforladelige data, kan effekten af anticiperede forandringer i den "endelige efterspørgsel" på produktionsskemaerne for enkelte og alle industrier skønnes tilstrækkelig sikkert til at give de forskellige besluttende myndigheder en brugbar rettesnor.
De disponible data refererer naturligvis til forgangne situationer og til særlige tekniske koefficienter. Forretningsprognoser er i sig selv en kortsigtet affære, og data fra et bestemt år kan i almindelighed passe længe nok til at give prognoser, der er baseret på dem, en vis gyldighed. Men det er ikke nødvendigvis sådan; de tekniske koefficienter kan forandres hurtigt, eller miste deres specifikke vægt gennem radikale prisforandringer, for ikke at tale om begivenheder som strejker eller naturkatastrofer, som kan forstyrre vigtige interindustrielle relationer og forventninger, der bygger på deres "normale" funktion. Input kan være større end output, eller vice versa, af en mængde forskellige grunde og den udvidede produktionsproces kan være helt anderledes end den, der forventedes ud fra de planer, der blev lagt i sammenhæng med input-outputanalysen.
Hvilke evner den end har som iagttagelsesinstrument, som middel til forudsigelser, giver den statiske input-outputanalyse, som den bruges i øjeblikket, kun under relativt stabile betingelser en vis begrænset mening med hensyn til økonomiens strukturelle relationer. Den er ikke til nogen nytte ved langsigtet planlægning. Med henblik på dette bliver der for øjeblikket gjort - indtil videre frugtesløse - forsøg på at udvikle dynamiske input-outputmodeller. Forskellen mellem statiske og dynamiske modeller er principielt den samme som mellem markedsanalyse og kapitalanalyse. I den statiske input-outputmodel behandles kapitalen nærmest som en del af den endelige efterspørgsel, ligesom salgsstrømmen af produktionsgoder, og ikke som bestanddel i kapitalakkumulationen, som fortløbende forandrer økonomiens struktur kvantitativt og kvalitativt og således gør den statiske input-outputanalyse til et "historisk dokument".
En dynamisk model kræver ifølge Leontief "en løbende oversigt over såvel varelagre som varebevægelser, over halvt og helt forarbejdede produkter, over kapitalanlæg, bygninger og sidst, men ikke mindst over boliger og husholdningslagre af varige konsumtionsgoder. Den dynamiske input-outputanalyse kræver mere avancerede matematiske metoder; i stedet for almindelige lineære ligninger fører den til et system af lineære differentialligninger".[30] Den kræver også data, der er meget vanskeligere at få fat i end dem, der bruges til statiske input-outputtabeller, og det bliver så knapheden på relevant information, der holdes ansvarlig for den øjeblikkelige mangel på dynamiske input-outputmodeller.
Leontiefs beskrivelse af kravene til en dynamisk input-outputanalyse viser allerede, at den ikke drejer sig om kapitalakkumulationsprocessen, men om væksten i al håndgribelig rigdom, der ikke konsumeres umiddelbart. Da denne vækst må forklares, menes en dynamisk input-outputanalyse at kunne vise, hvad der bestemmer "strukturforandringerne i output og inventar, investeringer og kapacitet, som ville føre til en given udviklingsstruktur i den endelige efterspørgsel i løbet af en fem- eller tiårsperiode".[31] Dette fører til forestillingen om kapitalkoefficienterne "som det kvantum kapital, der kræves per kapacitetsenhed i en industri".[32] Hertil lægges forøgede kapitalkoefficienter, d.v.s. kapitalinvesteringsraten til forøgelse af kapaciteten. Disse forøgede kapitalkoefficienter menes at "repræsentere den gennemsnitlige kapitalstruktur i en industri som den sandsynligvis vil være i en gang i fremtiden".[33] Skønnet bygger på eksempler fra virksomheder med optimal praksis, som man antager vil kopieres af de mindre effektive industrier. Kort sagt, og til forskel fra dens statiske modstykke, udvider den dynamiske input-outputanalyse de kvantitative prognoser over den endelige efterspørgsel med prognoser, der henfører sig til den nødvendige kapitalmasse og dens vækstrate.
Hvad har fremkaldt denne kapitalakkumulation? Dette spørgsmål stilles ikke i input-outputanalysen. Økonomisk ekspansion tages for givet og det eneste input-outputanalysen interesserer sig for i beskrivelsen af den, er at oversætte markedsdata til tekniske data. Den specificerer blot det, der allerede er implicit i en forøget endelig efterspørgsel, nemlig at kapital-outputrelationerne er ændret og at ændringen forudsatte kapitaltilvækst. Det er altså helt ligegyldigt hvorvidt det til sidst vil lykkes for input-outputanalysen at konstruere dynamiske input-outputmodeller eller ej, for de vil ikke kunne give mere gyldig information end den statiske analyse.
I modsætning til Leontiefs identificering af ejendom med kapital, kan kapitalen kun kaldes kapital, når den er produktiv, d.v.s. producerer profit. Ejendom, der ikke bruger arbejde, fungerer ikke som kapital, og det er kun gennem rentabilitet, at kapitalen kan udvide sig selv. Fra et overfladisk markedssynspunkt "svarer prisen på de færdige produkter til omkostningerne, inklusive arbejde og skatteomkostninger, forhøjet med profitbeløbet" (s. 31), en fra produktionssynspunktet er det ubetalt arbejde, der giver profit og skatter. Og medens "omkostningsprisstrukturen i alle enkeltindustrier ikke er andet end en del af et kæmpenet, der omfatter hele den nationale økonomi" (s. 33), opdeles denne nationaløkonomi dog mellem dem, der tilegner sig merværdi, og dem der producerer den. Det er klart, at den borgerlige økonomi ikke ser sagerne på den måde, og derfor ikke, i hvert fald ikke i teorien, ser dynamikken i sit eget system; i praksis går det derimod ganske udmærket. Den er begrænset til de ydre fremtrædelsesformer af den indre dynamik. Hvad angår input-outputanalysen kan den kun beskrive de tekniske forandringer, der følger af kapitalakkumulationen. Den kan ikke sige hvorfor både det ene og det andet er muligt samtidigt.
Pa trods af deres empirisme overser de borgerlige tilhængere af input-outputanalysen konsekvent de faktiske samfundsmæssige relationer i et kapitalistiske samfund. Selv om de ikke kan undgå at se eksistensen af de samfundsmæssige klasser, har de kun mening som lige så mange indkomstkilder og udgifter, der alle forsvinder i "den regnskabsmæssige identitet mellem nationalindkomst og nationaludgifter". Medens de ser nødvendigheden af at behandle økonomien konkret med hensyn til indkomstfordelingen, er de tilhængere af den gamle forestilling om de forskellige "produktionsfaktorer", der deltager i dannelsen af rigdom. Udbytningsspørgsmålet opstår slet ikke; lønninger, profit, renter, grundrente - alt deltager i "værditilvæksten" i produktionsprocessen.
Det er naturligvis korrekt, at industri- og handelsprofitter, rente og grundrente fremtræder som uafhængige indkomstkilder i markedsøkonomien, selv om de stammer fra den merproduktion, der ligger over de produkter, der tilfalder de virkelige producenter i form af lønninger. Og for den balancerende pengestrøm i køb og salg er alle katte virkelig grå, således at det ikke er nødvendigt at gå bag om markedsfænomenerne til deres underliggende produktionsrelationer. Dette er lige hvad input-outputanalysen forsøger at gøre, men som det ikke lykkes den at gennemføre, fordi den ikke ser disse produktionsrelationer som kapitalistiske udbytningsrelationer, men som blotte tekniske koefficienter.
Men kapitalakkumulationen betyder, at kapitalens volumen forøges, hvilket er forudsætningen for en voksende strøm af merværdi og kapital. Ligesom den forøgede arbejdsproduktivitet formindsker kapitalvarernes værdi sammen med andre varers værdi, skrider kapitalreproduktionen og dens forøgelse relativt hurtigere frem i materiel form end i værdiform. Ikke desto mindre må den vokse absolut i værdi for at kunne fuldbyrde akkumulationsprocessen. Medens en konstant øget kapitalmasse - materielt og værdimæssigt - er bevis for arbejdets konstante forøgelse, betyder dette at der i forhold til den voksende kapitalmasse anvendes mindre arbejde for at sætte den igang. Med mindre arbejde er der også mindre merarbejde og således mindre merværdi, med mindre den voksende produktivitet er så stor, at den kompenserer for det relativt set faldende antal arbejdere. For at undgå de ødelæggende konsekvenser af en sådan proces må kapitalekspansionen akcelereres, hvilket implicerer en stadig revolutionering af produktionsprocesserne. Det er denne mekanisme som, ifølge den marxistiske teori, er årsag til dynamikken i kapitalproduktionen. Den tvinger kapitalisterne, enkeltvis og som klasse, til at sikre en nødvendig profitrate og merværdirate ved konstant at ændre produktionsbetingelserne med hensyn til både dens materielle og værdimæssige form.
I input-outputanalysen ses de anticiperede dynamiske modeller kun som vækstkategorier, som ikke involverer kapitalproduktionens immanente modsætninger. Hvad der uden videre forekommer teknisk muligt, forventes at kunne ske i ethvert økonomisk system. Men at gå fra forestillingen om kapitalens strømning til forestillingen om totalkapitalen, hvilket ville være nødvendigt for en dynamisk input-outputanalyse, ville være ensbetydende med at dykke ned i produktionsrelationerne som værdirelationer. Det ville indebære, at man tog højde for, at den kapitalistiske reproduktionsproces er afhængig af en bestemt profitmasse, som den bestemmes af totalkapitalen. Hvis denne bestemte profitmasse ikke tilvejebringes, kan kapitalen ikke akkumulere og cirkulationsmarkedets strøm af varer og tjenester vil blive afbrudt, hvorved de vil skuffe forventninger, der bygger på statiske input-outputmodeller helt og aldeles, ligesom de ville skuffe dem, der bygger på dynamiske modeller.
Medens kapitalmassen kan være en kendt størrelse både fysisk og værdimæssigt, forbliver dens rentabilitet en ukendt størrelse. I en konkurrerende markedsøkonomi er der ingen mulighed for på forhånd at se, om ekspansionen i produktion og kapital i dens materielle form vil svare til den rentabilitet, der er nødvendig for at reproducere den større kapital værdimæssigt. Kapitalproduktionens dobbeltkarakter - både materiel og værdimæssig produktionsproces - forhindrer, at man kan drage slutninger fra førstnævnte til sidstnævnte. Selv om det skulle være muligt at isolere de tekniske koefficienter og kapitalkoefficienterne, vil deres statistiske uafhængighed ikke ændre ved den kendsgerning, at den faktiske produktionsproces fortsat er bestemt af den uhyre komplicerede blanding af bytteværdi og brugsværdi, af den materielle produktionsproces som værdiøgningsproces.
Det er noget andet i planøkonomier, der i langt højere grad er bestemt af værdirelationer. Selvom priser, lønninger og profitter stadig er økonomiske kategorier her, spiller de ikke længere en uafhængig aktiv rolle, men er snarere udtryk for samlede fysiske størrelser, der er direkte bestemt af beslutningstagerne. Ressourceallokationen har her ikke noget at gøre med prisrelationer; det er snarere sådan at priser, lønninger og profitter anvendes til at sikre ressourceallokationerne, sådan som planen kræver det. Hvis planen er tilstrækkelig detailleret og prioriterer målrettet med hensyn til produktionsmåderne, så kan man benytte sig af input-outputanalysen som en nyttig teknik til sikring af planens indre sammenhæng og på den måde fremme dens realisering.
Selv i så tilfælde forbliver input-outputanalysen et gigantisk foretagende, der forklarer hvorfor eksperimenter i denne retning går så langsomt, selv i planøkonomierne, hvor den ville være mest nyttig. Dens anvendelighed til altomfattende planlægning er afhængig af en uhyre mængde detaillerede informationer, hvis indsamling og fremstilling først selv må organiseres. Grunden til, at de vestlige økonomer tit råber op om, at deres egen input-outputøkonomi er meget mere avanceret end deres østlige kollegers, og at de sidstnævnte faktisk nærmest er imitatorer, skyldes den simple kendsgerning, at problemerne med centraliseret planlægning i lang tid har været af praktisk art inden for planøkonomien, medens input-outputøkonomi ligesom vestlig økonomi i almindelighed for en stor del er teoretiske bryderier af meget ringe, om overhovedet nogen praktisk betydning.
Indtil nu har al økonomisk planlægning så at sige haft karakter af nødforanstaltninger og blev forsøgt gennemført under betingelser, der ikke var særlig gunstige for en altomfattende styring af økonomien. Den fandt sted i industrielt underudviklede lande, hvis overvejende behov var en hurtig kapitalakkumulation. En forceret industrialisering med politiske midler overgik fra regeringsledelse til direkte regeringsstyring, og først i løbet af denne proces opstod betingelsene for en udvikling af planøkonomi. Planerne genspejlede den almene bagvendthed, de kunne ikke være bedre end de betingelser, de forsøgte at ændre.
Selvom input-outputanalysen naturligt vil være mere anvendelig i en central planøkonomi end under frie markedsforhold, ligger beviset for dens effektivitet statid et sted ude i fremtiden. Men selvom alle krav til indsamling og opstilling af input-outputstatistikker imødekommes, kan anvendelsen af disse informationer blot understøtte og ikke bestemme beslutninger i planlægningsprocessen. Karakteren af disse beslutninger bestemmes af karakteren af det samfund, hvor de tages og på dets relationer til den omgivende verden. Hvis kapitalakkumulationen er det mest påtrængende og presserende behov, vil planlægningen og planlægningsmidlerne blive benyttet til dette specifikke formål, på bekostning af mere ønskværdige formål. Planlægningen og dens midler implicerer ikke i sig selv socialisme, men hvis de er konsistente og altomfattende, vil de implicere oplosningen af den frie markedsøkonomi.
[1] Wassily Leontief: "Input-Output Economies, New York: Oxford University Press, 1966. Tallene i parentes henviser til denne udgave.
[2] K. Marx: Theorien über den Mehrwert, bd. 1, MEW 26, s. 319.
[3] MEW 26, s. 20.
[4] MEW 26, s. 20.
[5] Karl Korsch: "Karl Marx", London 1938, s. 90.
[6] Denne sammenhæng fremstilles i 2. bind af "Kapitalen", kapitel XX og XXI.
[7] Nogle af disse russiske forsøg findes i engelsk oversættelse i: "Foundations of Soviet Strategy for Economic Growth", Nicolas Spulber, editor, Bloomington 1964.
[8] MEW 24, s. 393; Rhodos 2:2, s. 507/8.
[9] MEW 24, s. 410; Rhodos 2:2, s. 528.
[10] MEW 24, s. 501; Rhodos 2:2, s. 643/44.
[11] MEW 24, s. 465; Rhodos 2:2, s. 597.
[12] MEW 24, s. 490/91; Rhodos 2:2, s. 630.
[13] P.I. Popov: "Introduction to the Balance of the National Economy", in Spulber, se note 7, s. 18.
[14] Ibid.
[15] MEW 24, s. 137; Rhodos 2:1, s. 172.
[16] W.H. Miernyk: "The Elements of Input-Output Analyses. New York 1965, s. 14.
[17] Ibid., s. 16.
[18] Oskar Lange "Political Economy" New York 1963.
[19] Miernyk, se note 16, s. 80.
[20] P.J.D. Wiles "The Political Economy of Communism", Cambridge. Mass. 1962, s. 199.
[21] Ibid., s. 202.
[22] Miernyk, se note 16, s. 30.
[23] Ibid., s. 89.
[24] S. Schoeffler "The Failure of Economies: A Diagnostic Study" Cambridge, Mass. 1955, s. 4.
[25] Ibid., s. 162.
[26] Oskar Morgenstern "On the Accuracy of Economic Observations" Princeton 1963, s. 5.
[27] MEW 24, s. 431; Rhodos 2:2, s. 555.
[28] Miernyk, se note 16, s. 111.
[29] Ibid., s. 112.
[30] [Nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[31] [Nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[32] [Nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
[33] [Nottexten mangler i vores udgave - MIA.]
Last updated on: 8.23.2009