Borgerkrigen i Frankrig (Karl Marx 1870/71)
Skrevet af K. Marx i april og maj 1871 og godkendt af Den internationale arbejderassociations generalråd den 30. maj 1871. Trykt første gang som brochure på engelsk, London 1871. Samtidig udgivet på tysk og fransk.
Den tyske tekst, redigeret af F. Engels og forsynet med indledning, udkom på ny i Berlin 1891. Efter teksten i 1891-udgaven.
London, den 12. april 1871.
... Hvis du slår op på sidste kapitel af min "Attende brumaire", vil du finde, at jeg udtaler, at den franske revolutions næste forsøg ikke mere som hidtil vil være at overføre det bureaukratiske militære maskineri fra den ene hånd til den anden, men at sønderbryde det, og dette er forudsætningen for enhver virkelig folkerevolution på kontinentet. Det er også det, vore heroiske partifæller i Paris forsøger. Hvilken elasticitet, hvilket historisk initiativ, hvilken opofrelsesevne er der ikke hos disse parisere! Efter seks måneders sult og ruin, mere på grund af indre forræderi end på grund af den udenlandske fjende, rejser de sig lige over for preussiske bajonetter, som om der aldrig havde eksisteret en krig mellem Frankrig og Tyskland, og som om fjenden ikke stod foran Paris' porte! Historien har ikke noget lignende eksempel på lignende storhed! Hvis de bukker under, så er det ikke andet end deres "godmodighed", der er skyld i det. Det gjaldt om straks at marchere til Versailles, efter at først Vinoy og dernæst den reaktionære del af Paris' nationalgarde selv havde rømmet marken. Det rigtige øjeblik blev forpasset på grund af samvittighedsskrupler. Man ville ikke begynde borgerkrigen, som om Thiers, dette ondskabsfulde misfoster, ikke allerede havde påbegyndt borgerkrigen med sit forsøg på at afvæbne Paris! Anden fejl: centralkomiteen opgav sin magt for tidligt for at gøre plads for Kommunen. Atter af alt for "hæderlige" skrupler! Hvordan dette end forholder sig, denne nuværende rejsning i Paris – selv om den også bukker under for det gamle samfunds ulve svin og gemene hunde – er vort partis mest strålende bedrift siden junioprøret i Paris. Sammenlign blot disse himmelstormere fra Paris med det tysk-preussiske hellige romerske riges himmelslaver, dets posthume maskerader, duftende af kaserne, kirke, landjunkere og fremfor alt filisteri.
A propos. I den offentliggjorte liste over dem, der direkte er blevet understøttet af L. Bonapartes kasse, står der en notits om, at Vogt i august 1853 hat fået 40.000 francs! Jeg har meddelt Liebknecht kendsgerningen til videre benyttelse.
Du kan sende mig Haxthausens bog, da jeg i den senere tid har fået forskellige brochurer etc. umolesterede ikke blot fra Tyskland, men endda fra Petersburg.
Tak for de forskellige sendinger af aviser (jeg beder om mere, da jeg vil skrive noget om Tyskland, rigsdagen etc.).
London, den 17. april 1871.
... Hvordan du kan sammenligne småborgerlige demonstrationer à la 13. juni 1849 [35] o.s.v. med den nuværende kamp i Paris, er mig fuldkommen ubegribeligt.
Det ville ganske vist være såre bekvemt at lave verdenshistorie, hvis kampen kun blev taget op på betingelse af absolut gunstige chancer. Den ville på den anden side være af højst mystisk natur, hvis "tilfældigheder" ikke spillede nogen rolle. Disse tilfældigheder hænder naturligvis i udviklingens almindelige gang og kompenseres atter af andre tilfældigheder. Men fremskyndelse og forhaling er i høj grad afhængig af sådanne "tilfældigheder"; og blandt dem figurerer også karakteren af de folk, der først står i spidsen for bevægelsen.
Det afgørende ugunstige "tilfælde" skal denne gang ingenlunde søges i der franske samfunds almindelige betingelser, men i preussernes tilstedeværelse i Frankrig og i deres stilling tæt uden for Paris. Det vidste pariserne meget vel. Men det vidste de borgerlige kanaljer fra Versailles også. Netop derfor stillede de pariserne over for alternativet: enten at tage kampen op eller bukke under uden kamp. Arbejderklassens demoralisation i sidstnævnte tilfælde ville have været en langt større ulykke end et hvilket som helst antal "førere"s undergang. Arbejderklassens kamp mod kapitalistklassen og dens stat er gennem kampen i Paris trådt ind i en ny fase. Hvad der end bliver det umiddelbare resultat, der er vundet et nyt udgangspunkt af verdenshistorisk vigtighed.
35. Den 13. juni 1849 afholdt Bjerget i Paris en protestdemonstration imod, at de franske tropper med vold undertrykte den romerske republik. Denne demonstration blev næsten uden besvær splittet og bekræftede udelukkende, at det småborgerlige revolutionære demokrati i Frankrig havde spillet fallit. – Red.