Lenin, 1920
Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Skrevet 4. og 5. (17. og 18.) april 1917. Trykt første gang 7. april 1917 i Pravda nr. 26. [1]
Oversat af Gelius Lund fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969. Teksten findes i Lenin: Udvalgte Værker, bind 7, Forlaget Tiden 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1997.
|
Lenin, 1920 |
Da jeg først kom til Petrograd den 3. april om natten, måtte det foredrag, jeg holdt på mødet den 4. april om det revolutionære proletariats opgaver, udelukkende stå for egen regning, og jeg måtte tage det forbehold, at jeg var utilstrækkeligt forberedt.
Det eneste, jeg kunne gøre for at lette arbejdet for mig selv og for ærlige opponenter, var at udarbejde skriftlige teser. Dem læste jeg op og gav kammerat Tsereteli teksten til dem. Jeg læste dem meget langsomt, og to gange: først på bolsjevikkernes møde, dernæst på bolsjevikkernes og mensjevikkernes fællesmøde.
Her følger disse mine personlige teser, kun forsynet med yderst korte, forklarende kommentarer, som blev fremlagt langt mere udførligt i foredraget:
l. Om vor stilling til krigen – som ubetinget er en imperialistisk røverkrig fra Ruslands side også under den nye regering Lvov og co. i kraft af denne regerings kapitalistiske karakter – gælder det, at selv den ringeste indrømmelse til den "revolutionære forsvarsvilje" er utilstedelig.
En revolutionær krig, som virkelig retfærdiggør revolutionær forsvarsvilje, kan få tilslutning fra det bevidste proletariat, men kun under forudsætning af: a) at magten overgår til proletariatet og de fattigste lag af bønderne, der slutter sig til dette; b) at man i handling og ikke blot i ord afstår fra alle anneksioner; c) at man i handling fuldstændig bryder med alle kapitalens interesser.
Eftersom brede lag af den revolutionære forsvarsviljes menige talsmænd utvivlsomt mener det ærligt, fordi de simpelthen betragter krigen som uomgængelig, men ikke ønsker erobringer, og eftersom de er bedraget af bourgeoisiet, må man særlig grundigt, vedholdende og tålmodigt forklare dem deres fejltagelse, forklare den uløselige sammenhæng, der er mellem kapitalen og den imperialistiske krig, og påvise, at det er umuligt at gøre ende på krigen med en virkelig demokratisk fred og at undgå en voldsfred, medmindre man styrter kapitalen.
Organisering af den bredest mulige propaganda for denne opfattelse blandt fronttropperne
Forbrødring.
2. Det specielle ved den nuværende situation i Rusland ligger i overgangen fra revolutionens første fase, som på grund af proletariatets utilstrækkeligt udviklede bevidste orientering og mangelfulde organisation lagde magten i bourgeoisiets hænder, til dens anden fase, som må lægge magten i hænderne på proletariatet og de fattigste lag af bønderne.
Denne overgang karakteriseres på den ene side ved, at den foregår så legalt som overhovedet muligt (Rusland er nu det frieste af alle krigsførende lande i verden), på den anden side ved, at der ikke øves vold mod masserne, og endelig ved, at disse uden videre stoler på kapitalisternes regering, en regering af fredens og socialismens værste fjender.
Det specielle kræver af os, at vi forstår at tilpasse os de særlige betingelser, der er for partimæssigt arbejde blandt de vældige proletariske masser, som lige er vågnet til politisk liv.
3. Ingen som helst støtte til den provisoriske regering. Det må klarlægges, at alle dens løfter er fuldstændig falske, specielt dens løfte om at afstå fra anneksioner. I stedet for at rejse det utilladelige, illusionsvækkende "krav" om, at denne regering, kapitalisternes regering, skulle høre op med at være en imperialistisk regering, må regeringen afsløres.
4. Man må indrømme den kendsgerning, at i de fleste af arbejderrepræsentanternes sovjetter er vort parti i mindretal, og foreløbigt et svagt mindretal, over for en blok af alle småborgerlige, opportunistiske elementer, som ligger under for bourgeoisiets påvirkning og overfører denne påvirkning til proletariatet, en blok, der spænder fra folkesocialisterne og de socialrevolutionære til mensjevikkernes organisationskomité (Tjkheidse, Tsereteli m.fl.), Steklov osv., osv.
Det må gøres klart for masserne, at arbejderrepræsentanternes sovjetter er den eneste mulige form for en revolutionær regering, og at det derfor, så længe denne regering ligger under for bourgeoisiets indflydelse, blot er vor opgave tålmodigt, systematisk og vedholdende at klargøre fejlene i deres taktik, på en måde, der er særlig afstemt efter massernes praktiske behov.
Så længe vi er i mindretal, er det vort arbejde at kritisere og klarlægge fejlene, samtidig med at vi propaganderer for nødvendigheden af, at hele statsmagten overgår til arbejderrepræsentanternes sovjetter, således at masserne ad erfaringens vej frigør sig fra deres fejltagelser.
5. Ikke en parlamentarisk republik – en tilbagevenden hertil fra arbejderrepræsentanternes sovjetter ville være et skridt tilbage – men en republik af arbejder-, landarbejder- og bonderepræsentanternes sovjetter over hele landet, fra nederst til øverst.
Afskaffelse af politiet, hæren og embedsmandsvældet. [*]
Ingen embedsmands løn må overstige en dygtig arbejders gennemsnitsløn, alle embedsmænd skal vælges og til enhver tid kunne afsættes.
6. I agrarprogrammet skal hovedvægten lægges over på landarbejderrepræsentanternes sovjetter.
Konfiskation af al godsejerjord.
Nationalisering af al jord i landet. Rådighedsretten til jorden overdrages de lokale sovjetter af landarbejder- og bonderepræsentanter. Udskillelse af sovjetter af repræsentanter for de fattigste bønder. På hvert stort gods skabes mønsterlandbrug (fra ca. 100 til 300 desjatiner, efter lokale og andre forhold, og efter de lokale organers bestemmelse), under kontrol af landarbejderrepræsentanterne og for offentlig regning.
7. Øjeblikkelig sammensmeltning af alle landets banker til én landsdækkende bank og indførelse af kontrol med den fra arbejderrepræsentanternes sovjetter.
8. Ikke "indførelse" af socialismen som vor umiddelbare opgave, men kun øjeblikkelig overgang til kontrol fra arbejder-repræsentanternes sovjetters side med samfundets produktion og varefordeling.
9. Partiopgaver:
10. Genskabelse af Internationalen.
Initiativ til skabelse af en revolutionær Internationale, en Internationale mod socialchauvinisterne og mod "centrum". [****]
For at læseren forstår, hvorfor jeg særlig måtte understrege de ærlige opponenters "tilfælde" som en sjælden undtagelse, beder jeg om, at man sammenligner ovenstående teser med følgende replik fra hr. Goldenberg: Lenin har "plantet borgerkrigens fane midt i det revolutionære demokrati" (citeret i hr. Plekhanovs Jedinstvo, nr. 5 [2].
Kan det ikke kaldes en perle?
Jeg skriver, læser og tygger igennem: "Eftersom brede lag af den revolutionære forsvarsviljes menige talsmænd utvivlsomt mener det ærligt ... og eftersom de er bedraget af bourgeoisiet, må man særlig grundigt, vedholdende og tålmodigt forklare dem deres fejltagelse ... "
Men d'herrer fra bourgeoisiet, der kalder sig socialdemokrater og hverken hører til de brede lag eller til de menige talsmænd for forsvarsviljen, gengiver, udlægger ganske bevidst mine anskuelser således: "plantet (!) borgerkrigens fane (!)" (om borgerkrig var der ikke ét ord hverken i teserne eller i foredraget) "midt i (!!) det revolutionære demokrati ..."
Hvad er det for noget? Hvorved adskiller dette sig fra pogromagitation? Fra Russkaja Volja? [3]
Jeg skriver, læser og tygger igennem: "Arbejderrepræsentanternes sovjetter er den eneste mulige form for en revolutionær regering, og det er derfor blot vor opgave tålmodigt, systematisk og vedholdende at klargøre fejlene i deres taktik, på en måde, der særlig er afstemt efter massernes praktiske behov ... "
Men en vis slags opponenter fremstiller mine anskuelser som opfordring til "borgerkrig midt i det revolutionære demokrati"!!
Jeg har angrebet den provisoriske regering for, at den ikke har fastsat hverken en snarlig frist eller nogen frist overhovedet for indkaldelsen af den konstituerende forsamling, men kun givet tomme løfter. Jeg har påvist, at uden arbejder- og soldaterrepræsenternes sovjetter er indkaldelse af den konstituerende forsamling ikke sikret og et heldigt resultat af den er ikke muligt.
Man tillægger mig den anskuelse, at jeg skulle være imod ufortøvet indkaldelse af den konstituerende forsamling!!!
Jeg kunne kalde dette "sindsforvirret" tale, hvis ikke årtiers politiske kamp havde lært mig at betragte ærlighed hos opponenter som en sjælden undtagelse.
Hr. Plekhanov har i sin avis kaldt min tale for "sindsforvirret". Udmærket, hr. Plekhanov! Men hvor er De kluntet, ubehændig og uvittig i Deres polemik. Hvis jeg to timer i træk talte sindsforvirret, hvordan kunne så hundreder af tilhørere holde denne "sindsforvirring" ud? Endvidere. Hvorfor ofrer Deres blad en hel spalte på at gengive "sindsforvirret" tale? Nej, der er overhovedet hverken hoved eller hale på det, De siger.
Det er naturligvis langt lettere at råbe, skælde ud og hyle op end at forsøge at fremstille, forklare og bringe i erindring, hvorledes Marx og Engels i 1871, 1872, 1875 så på erfaringerne fra Pariserkommunen [4] og på, hvilken stat proletariatet har brug for?
Den forhenværende marxist hr. Plekhanov har tilsyneladende ikke lyst til at erindre marxismen.
Jeg har citeret Rosa Luxemburgs ord den 4. august 1914, da hun kaldte det tyske socialdemokrati for et "stinkende lig". Men d'herrer Plekhanov, Goldenberg og co. "bliver fornærmede" ... på hvis vegne? – På de tyske chauvinisters vegne, fordi man har kaldt dem chauvinister!
De ved hverken ind eller ud, de stakkels russiske socialchauvinister, socialister i ord, chauvinister i gerning.
*) Dvs. i stedet for den stående hær almindelig bevæbning af folket.
**) Dvs. en stat efter Pariserkommunens forbillede.
***) I stedet for "Socialdemokrati", hvis officielle ledere i hele verden har forrådt socialismen ved at gå over til bourgeoisiet ("fædrelandsforsvarerne" og de vankelmodige "kautskianere"), må vi kalde os Kommunistisk Parti.
****) "Centrum" er i det internationale socialdemokrati betegnelsen for den strømning, der svinger mellem chauvinisterne ( = "fædrelandsforsvarerne") og internationalisterne, nemlig Kautsky og co. i Tyskland, Longuet og co. i Frankrig, Tjkheidse og co. i Rusland, Turati og co. i Italien, MacDonald og co. i England. osv.
1. Efter alt at dømme skrev Lenin de berømte april-teser i toget, kort før ankomsten til Petrograd. Under debatten på de omtalte møder den 4. April afleverede han teserne til en medarbejder ved Pravda og anmodede indtrængende om, at de blev bragt næste dag og i fuld ordlyd. Men på grund af tekniske vanskeligheder i trykkeriet kom teserne først ud den 7. april.
2. Jedinstvo (Enhed) – højresocialdemokratisk dagblad, der udkom i Petrograd fra marts til november 1917, redigeret af G. V. Plekhanov. I december 1917 og januar 1918 udkom det under et andet navn. Bladet støttede uforbeholdent den borgerlige provisoriske regering og "forsvarsviljen".
3. Russkaja Volja (Den Russiske Vilje) – dagblad, finansieret af storbankerne og af Lenin betragtet som "et af de mest nederdrægtige borgerlige blade".
4. Pariserkommunen – revolutionært styre, hvis regering blev valgt i Paris 26. marts 1871 efter opstanden 18. Marts. Regeringen bestod af arbejdere, intellektuelle, tjenestemænd og repræsentanter for småborgerskabet. Kommunens to store politiske grupperinger var blanquisterne og proudhonisterne.
Med støtte fra Preussen bekæmpede det franske bourgeoisi Kommunen, hvis sidste barrikade faldt den 28. maj samme år.
Lenin hentyder til: Forordet til den tyske udgave (1872) af Det kommunistiske Manifest, Marx' Borgerkrigen i Frankrig og Kritik af Gotha-programmet samt Marx' breve til Kugelman af 12. og 17. April 1871 (Marx/Engels: Udvalgte Skrifter bd. I og II, Forlaget Tiden 1976).