Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Trykt første gang i marts 1913 i det bolsjevikiske tidsskrift Prosvesjtjenije nr. 3.
Oversat til dansk af Gelius Lund
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 1, s. 64-69, Forlaget Tiden, København 1981.
Også på dansk i Lenin: Karl Marx, Forlaget Tiden, København 1970.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, feb. 1999
I hele den civiliserede verden pådrager Marx' lære sig den samlede borgerlige (den statsautoriserede såvel som den liberale) videnskabs største fjendskab og had, denne videnskab, der i marxismen ser noget i retning af en "skadelig sekt". Nogen anden stilling var heller ikke at vente, for "upartisk" samfundsvidenskab kan der ikke findes i et samfund, der er bygget op på klassekamp. Måden kan være forskellig, men hele den statsautoriserede og liberale videnskab forsvarer lønslaveriet, mens marxismen har erklæret dette slaveri uforsonlig krig. At vente upartisk videnskab i et samfund med lønslaveri ville være en lige så tåbelig naivitet som at vente upartiskhed hos fabrikanterne i spørgsmålet om, hvorvidt man skal forhøje arbejdernes løn ved at formindske kapitalens profit.
Men ikke nok med det. Filosofiens og samfundsvidenskabens historie viser med fuld klarhed, at marxismen ikke indeholder noget, der ligner "sekterisme", forstået som en verdensfjern, forbenet lære, der er opstået afsides fra den landevej, ad hvilken verdenscivilisationens udvikling har bevæget sig. Tværtimod, hele Marx' genialitet ligger netop i, at han besvarede spørgsmål, som menneskehedens fremskredne tænkere allerede havde rejst. Hans lære opstod som en direkte og umiddelbar fortsættelse af de lærebygninger, som filosofiens, den politiske økonomis og socialismens største repræsentanter havde skabt.
Marx' lære er almægtig, fordi den er rigtig. Den er udtømmende og harmonisk, den giver menneskene en sluttet verdensanskuelse, uforenelig med al overtro, al reaktion, al retfærdiggørelse af borgerlig trældom. Den retmæssige arvtager til det bedste, som menneskeheden har frembragt i det 19. århundrede - den tyske filosofi, den engelske politiske økonomi og den franske socialisme.
Disse tre kilder til marxismen, der samtidig er bestanddele af den, vil vi dvæle ganske kort ved.
Marxismens filosofi er materialismen. I al historie fra den nyere tids Europa og særlig slutningen af det 18. århundrede i Frankrig, hvor det afgørende slag mod alle hånde middelalderligt skrammel, mod feudalismen i institutioner og ideer udkæmpedes, [1] har materialismen vist sig som den eneste konsekvente filosofi, trofast mod alt, hvad naturvidenskaben lærer, fjendtlig mod overtro, hykleri osv. Demokratiets fjender bestræbte sig derfor af alle kræfter for at "modbevise", undergrave og bagtale materialismen og forfægtede de forskellige former for filosofisk idealisme, der altid på en eller anden måde munder ud i forsvar for eller støtte til religionen.
Marx og Engels forfægtede altid den filosofiske materialisme ganske kategorisk og klarlagde adskillige gange det bundurigtige i forskellige afvigelser fra dette grundlag. Klarest og mest udførligt er deres anskuelser skildret i Engels' værker Ludwig Feuerbach og Anti-Dühring, der ligesom Det Kommunistiske Manifest er håndbøger for enhver klassebevidst arbejder.
Marx blev imidlertid ikke stående ved det 18. århundredes materialisme, han udviklede filosofien videre. Han berigede den med de fremskridt, der var nået af den klassiske tyske filosofi, særlig i Hegels system, som atter havde ført til Feuerbachs materialisme. Det vigtigste af disse fremskridt var dialektikken, dvs. den mest fuldstændige og dybtgående og ensidighedsfri lære om udviklingen, læren om relativiteten i den menneskelige viden, der giver os et spejlbillede af materien i dens evige udvikling. Naturvidenskabens nyeste opdagelser - radium, elektroner, grundstoffernes forvandling - har på bemærkelsesværdig måde bekræftet Marx' dialektiske materialisme, trods de borgerlige filosoffers teorier med deres "nye" tilbagevenden til den gamle og rådne idealisme.
Idet Marx uddybede og udviklede den filosofiske materialisme, fuldendte han den; han udvidede dens erkendelse af naturen til at omfatte videnskaben om det menneskelige samfund. Marx' historiske materialisme viste sig at være en vældig vinding for den videnskabelige tænkning. Det kaos og den vilkårlighed, som indtil da havde hersket i anskuelserne om historie og politik, blev brat og grundigt afløst af en sluttet og harmonisk videnskabelig teori, der påviste, hvorledes der af den ene form for samfundsliv opstår en anden, højere form som følge af produktivkræfternes vækst - hvorledes kapitalismen f.eks. vokser frem af feudalismen.
Nøjagtig ligesom menneskenes erkendelse genspejler den uafhængigt af erkendelsen eksisterende natur, dvs. materien i udvikling, således genspejler menneskets samfundserkendelse (dvs. de forskellige anskuelser og teorier af filosofisk, religiøs, politisk art osv.) samfundets økonomiske struktur. De politiske institutioner er en overbygning over det økonomiske grundlag. Vi ser f.eks., hvorledes de nuværende europæiske staters forskellige politiske former tjener til at befæste bourgeoisiets herredømme over proletariatet.
Marx' filosofi er den fuldendte filosofiske materialisme, som har givet menneskeheden og især arbejderklassen mægtige midler til erkendelse.
Efter at Marx havde erkendt, at den økonomiske struktur er det grundlag, på hvilken den politiske overbygning rejser sig, beskæftigede han sig mere og mere med studiet af dette økonomiske grundlag. Marx' hovedværk Kapitalen er viet studiet af det nuværende, dvs. det kapitalistiske samfunds økonomiske struktur.
Den klassiske politiske økonomi før Marx var blevet udformet i England - det mest udviklede kapitalistiske land. Adam Smith og David Ricardo, der undersøgte den økonomiske struktur, lagde grunden til arbejdsværditeorien. Marx fortsatte deres arbejde. Han skabte en fast begrundelse for denne teori og udviklede den konsekvent. Han påviste, at værdien af en hvilken som helst vare bestemmes ved den mængde samfundsmæssigt nødvendig arbejdstid, der skal til for at producere varen.
Der hvor de borgerlige økonomer så et forhold mellem ting (ombytningen af vare mod vare), der afdækkede Marx relationer mellem mennesker. Varebyttet udtrykker forbindelsen mellem de enkelte producenter ved hjælp af markedet. Pengene betyder, at denne forbindelse bliver mere og mere intim og knytter de enkelte producenters økonomiske liv uløseligt sammen til et hele. Kapitalen betyder en yderligere udvikling af denne forbindelse: Menneskets arbejdskraft bliver til en vare. Lønarbejderen sælger sin arbejdskraft til den, der ejer jord, fabrikker, arbejdsredskaber. En vis del af arbejdsdagen anvender arbejderen til at dække udgifterne til sit eget og familiens underhold (arbejdslønnen), mens han slider gratis resten af dagen og skaber merværdi til kapitalisten, kilden til profitten, til kapitalistklassens rigdom.
Læren om merværdien er hjørnestenen i Marx' økonomiske teori.
Kapitalen, som er skabt ved arbejderens slid, trykker arbejderen ned, den ruinerer de små næringsdrivende og skaber en hær af arbejdsløse. I industrien er stordriftens sejr iøjnefaldende, men i landbruget ser vi det samme: det store kapitalistiske landbrugs overlegenhed vokser, anvendelsen af maskiner tiltager, bondebruget bliver indfanget i pengekapitalens snare, det forfalder og forarmes, fordi en gammeldags teknik holder det nede. I landbruget ser man andre former for den lille bedrifts nedgang, men selve nedgangen er en ubestridelig kendsgerning.
Samtidig med at kapitalen slår den lille bedrift i stykker, bevirker den en forøgelse af arbejdets produktivitet og skaffer de største kapitalistsammenslutninger en monopolstilling. Selve produktionen bliver mere og mere samfundsmæssig - hundredtusinder og millioner af arbejdere knyttes sammen i en planmæssig økonomisk organisme - mens produktet af det fælles arbejde tilfalder en håndfuld kapitalister. Anarkiet i produktionen, kriserne, den vilde jagt efter markeder, folkemassernes usikre eksistens - alt dette tager til.
Samtidig med at det kapitalistiske samfund forstærker arbejdernes afhængighed af kapitalen, frembringer det det forenede arbejdes vældige kraft.
Fra vareøkonomiens første spirer, fra det simple varebytte fulgte Marx kapitalismens udvikling til dens højeste former, til storindustrien.
Og erfaringerne fra samtlige kapitalistiske lande, de gamle som de nye, viser anskueligt år efter år gennem et større og større tal af arbejdere, at Marx' lære er rigtig.
Kapitalismen har sejret i hele verden, men denne sejr er kun forspillet til arbejdets sejr over kapitalen.
Da feudalismen blev styrtet, og det "frie" kapitalistiske samfund så dagens lys, viste det sig straks, at denne frihed betyder et nyt system til undertrykkelse og udbytning af de arbejdende. Forskellige socialistiske teorier dukkede snart frem som en genklang af dette åg og som protest mod det. Men den oprindelige socialisme var en utopisk socialisme. Den kritiserede det kapitalistiske samfund, fordømte og forbandede det, drømte om at knuse det, fantaserede om en bedre samfundsorden og søgte at overbevise de rige om det umoralske i udbytningen.
Men den utopiske socialisme kunne ikke anvise en virkelig udvej. Den evnede hverken at klarlægge, hvad lønslaveriet under kapitalismen indebar, eller at afsløre lovene for kapitalismens udvikling eller finde den sociale kraft, der er i stand til at blive skaber af et nyt samfund.
Imidlertid har de stormfulde revolutioner, som overalt i Europa og særlig i Frankrig ledsagede feudalismens, livegenskabets undergang, stadig klarere vist, at klassekampen er grundlaget for hele udviklingen og drivkraften i den.
Ikke en eneste sejr har den politiske frihed vundet over feudalherrernes klasse uden at møde fortvivlet modstand. Ikke et eneste kapitalistisk land er blevet udformet på mere eller mindre frit demokratisk grundlag uden kamp på liv og død mellem de forskellige klasser i det kapitalistiske samfund.
Marx' genialitet ligger i, at han før nogen anden forstod at drage og konsekvent forfølge den slutning, der fulgte heraf, og som verdenshistorien lærer os. Denne slutning er læren om klassekampen.
Menneskene har altid været naive ofre for bedrag og selvbedrag i politik, og de vil blive ved med det, indtil de lærer at finde frem til denne eller hin klasses interesser, der ligger bag de forskellige moralske, religiøse, politiske og sociale fraser, erklæringer og løfter. Tilhængerne af reformer og forbedringer vil altid blive taget ved næsen af det gamles forsvarere, indtil de forstår, at enhver gammel institution, hvor barbarisk og rådden den end synes at være, opretholdes af disse eller hine herskende klassers kræfter. Og til at bryde disse klassers modstand er der kun ét middel: nemlig i selve samfundet omkring os at finde de kræfter, der kan - og efter deres stilling i samfundet må - danne den magt, som kan fjerne det gamle og skabe det ny, at oplyse dem og organisere dem til kamp.
Kun Marx' filosofiske materialisme har vist proletariatet en udvej af det åndelige slaveri, hvori alle undertrykte klasser hidtil har fristet livet. Kun Marx' økonomiske teori har klarlagt proletariatets virkelige placering i kapitalismens almindelige system.
I hele verden, fra Amerika til Japan og fra Sverige til Sydafrika, vokser antallet af selvstændige proletariske organisationer. Proletariatet arbejder på sin egen oplysning og opdragelse, mens det fører sin klassekamp. Det frigør sig fra det borgerlige samfunds fordomme, rykker stadig tættere sammen, lærer at anlægge en rigtig målestok på sine resultater, stålsætter sine kræfter og vokser uophørligt.
1. Der er her tale om den borgerlige franske revolution 1789-93. – Red.