Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Die Rote Fahne (Berlin). No. 8. 8. januar 1919.
Fra Rosa Luxemburg: Politiske skrifter. Et udvalg. Oversat og kommenteret af Toni Liversage, s. 309-313. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 15 feb. 1999.
Siden den 9. november er den revolutionære bølge med mellemrum tørnet ind i den samme mur: nemlig regeringen Ebert-Scheidemann. Årsagen, formen og styrken i dette sammenstød har i hver af de revolutionære kriser, som vi har oplevet i de sidste otte uger, været forskellig. Men råbet: Ned med Ebert-Scheidemann! har været ledemotivet for alle hidtidige kriser og den parole, de er klinget ud i, en parole som lyder stadig højere og mere enstemmigt og indtrængende fra masserne.
Dette er også ganske naturligt. Revolutionens videre udvikling arbejder med grundfejlen fra den 9. november: at der blev sat folk i spidsen for den revolutionære regering, som indtil sidste minut havde gjort alt hvad de formåede for at forhindre at revolutionen brod ud, og som efter dens udbrud har stillet sig i spidsen for den i den åbenlyse hensigt at kvæle den ved den førstkommende passende lejlighed.
Hvis revolutionen skal gå videre, hvis den skal gennemgå alle etaperne i sin udvikling for at opfylde sine historiske opgaver: afskaffelsen af det borgerlige klasseherredømme og virkeliggørelse af socialismen, sfi m& den mur, der spærrer vejen for den, regeringen Ebert-Scheidemann, ryddes væk.
Revolutionen vil ikke kunne liste sig udenom denne specielle opgave. Alle erfaringerne fra denne otte ugers revolutionshistorie munder ud i denne opgave. Ebert-regeringens egne provokationer den 6. december, gardetroppernes edsaflæggelse den 24. december, og det seneste anslag mod politipræsidiet, alle disse ting driver de revolutionære masser direkte frem mod det hårde, nøgne ubønhørlige alternativ. Enten må revolutionen prisgive sin proletariske karakter, sin socialistiske mission eller også må Ebert-Scheidemann og påhæng jages fra magten.
Proletariatets bredeste masser i Berlin og i revolutionens hovedcentre udover riget har også forstået dette. Denne klare skarpe erkendelse, som hvert øjeblik hæver sig i et indtrængende og mægtigt råb fra hundredtusinder: Ned med Ebert-Scheidemann! det er den gevinst, den modenhed, det fremskridt vi har vundet gennem den sidste tids begivenheder.
Hvad der imidlertid langtfra er afklaret – og det bringer netop den svaghed og umodenhed for dagen, som revolutionen endnu lider under – er spørgsmålet om, hvordan kampen for at få fjernet Ebert-regeringen skal føres, hvordan omsættes den indre modenhedsgrad, der allerede er opnået, i revolution, i handling og magtforhold. De sidste tre dage har mere end noget andet afsløret disse svagheder og mangler.
At fjerne regeringen Ebert-Scheidemann betyder ikke, at storme op i rigskanslerpaladset og jage et par folk væk eller arrestere dem, det betyder frem for alt at erobre samtlige magtpositioner, samt at beholde og bruge dem.
Men hvad har vi oplevet i disse tre dage? Alt, hvad der virkelig er blevet opnået af positioner: generobringen af politipræsidiet, besættelsen af "Vorwärts", besættelsen af ~ og af de borgerlige redaktioner, det var altsammen massernes spontane værk. Men hvad har de organer, som i disse dage stod i spidsen for masserne - eller foregav at gøre det – gjort ud af det: de revolutionære tillidsmænd og centralledelsen for USPD i Storberlin? De har forsømt de allermest elementære regler for den revolutionære aktion, som er følgende:
1. Når masserne besætter "Vorwärts", så er det de folks pligt, som jo officielt foregiver at repræsentere Berlins arbejdere - de revolutionære tillidsmænd og USPD's storberlinske centralledelse – straks at sørge for, at avisen genoptager sin virksomhed i overensstemmelse med Berlins revolutionære arbejdere. Hvad blev der af redaktørerne? Hvad laver Däumig, Ledebour – journalister og redaktører af navn og af gavn, der i dag som repræsentanter for venstrefløjen i USPD ikke har noget organ, hvorfor lader de masserne i stikken? Var det "at diskutere" i stedet for at handle?
2. Når masserne besætter Wolffs telegrambureau, så er det en pligt for arbejdernes revolutionære organer, at bruge telegrambureauet i revolutionens tjeneste, at give offentligheden og kammeraterne i hele riget informationer om, hvad der foregår i Berlin, at orientere dem om situationen. Kun på denne måde kan der skabes en åndelig sammenhæng mellem arbejderne i Berlin og den revolutionære bevægelse i hele riget, og uden den kan revolutionen hverken sejre her eller der.
3. Når man står i skarp kamp med Ebert-Scheidemann-regeringen, indleder man ikke samtidig "forhandlinger" med denne regering. Lad Haase-folkene: Oskar Cohn, Zietz, Kautsky, Breitscheid og hvad nu alle disse velkendte figurer hedder benytte enhver lejlighed til at genoptage kontakten med Ebert-folkene, som de med så tungt hjerte er blevet skilt fra. De revolutionære tillidsmænd, de som har føling med masserne ved udmærket besked med, at Ebert-Scheidemann er revolutionens dødsfjender. Fører man forhandlinger med en dødsfjende? Disse forhandlinger kan kun føre til to ting: enten til et kompromis eller snarere blot trække tingene i langdrag, hvad der vil blive udnyttet af Ebert-folkene, til at forberede de mest brutale voldsforanstaltninger.
4. Når masserne er blevet kaldt ud på gaden for at være i alarmberedskab, må man klart og tydeligt fortælle dem, hvad de bør gøre eller i det mindste, hvad der bliver gjort og planlagt af ven og fjende. I tider med revolutionær krise, bør masserne selvfølgelig befinde sig på gaden. De er det eneste værn, den eneste sikkerhed for revolutionen. Når revolutionen er i fare - og det er den nu i allerhøjeste grad! – så er det de proletariske massers pligt at være på vagt, der hvor deres magt kommer til udtryk: på gaden! Deres tilstedeværelse, deres indbyrdes kontakt er allerede en trussel og en advarsel til alle åbenlyse og skjulte fjender af revolutionen: Pas på!
Men masserne bør ikke blot blive tilkaldt, men må også være politisk aktive. De må tilkaldes for at være med til at tage beslutning om alt, hvad der bliver gjort og hvad der ikke bliver gjort. Anså de revolutionære tillidsfolk og USPD-centralledelsen i Storberlin det ikke for nødvendigt at træde frem for masserne som var samlet i Siegesallee med deres beslutning om at indlade sig på "forhandlinger" med Ebert-Scheidemann? De ville her have fået et så tordnende svar at høre, at enhver lyst til forhandlinger ville være forsvundet!
Masserne er rede til at støtte enhver revolutionær aktion, gå gennem ild og vand for socialismens sag. Man bør give dem klare paroler, vise dem en konsekvent og beslutsom holdning. Arbejdernes idealisme, soldaternes loyalitet mod revolutionen kan kun styrkes gennem de ledende organers beslutsomhed og klarhed. Og det er i dag en politik som ikke ved af nogen vaklen, eller nogen form for lunkenhed, som kun kender et ledemotiv: Ned med Ebert-Scheidemann! En erfaring til!
Tyskland er det klassiske land for organisation og endog for organisationsfanatisme for ikke at sige organisationshovmod. For "organisationens" skyld prisgav man bevægelsens ånd, mål og aktionsevne! Og hvad oplever vi så i dag? I revolutionens vigtigste øjeblik svigter det berømte "organisationstalent" på det ynkeligste. At organisere revolutionære aktioner er nu engang noget helt andet end efter skema at "organisere" rigsdagsvalg eller valg til arbejdsretsudvalg. Organiseringen af revolutionære aktioner må og kan kun læres under selve revolutionen, på samme måde som man kun kan lære at svømme i vandet. Det er det, vi har den historiske erfaring til! Men man skal som bekendt også lære af erfaringen.
De sidste tre dages erfaringer råber med høj stemme til arbejdernes ledende organer: Rådslå ikke evigt! Gå ikke i forhandling! Gå til handling!