Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Die Rote Fahne (Berlin). No. 18, 3. december. 1918.
Fra Rosa Luxemburg: Politiske skrifter. Et udvalg. Oversat og kommenteret af Toni Liversage, s. 263-267. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 24 juli 1999.
Sidste torsdag holdt soldaterrådene et møde i Rigsdagsbygningen. Det gik her stormfuldt til. En kontrarevolutionær klike, som havde konstitueret sig dagen før, samlet omkring premierløjtnant Walz (løjtnant Walz har selv indrømmet, at han deltog i forberedelserne til revolutionen for at kunne give generalkommandoen informationer) optrådte sluttet og velindstuderet og søgte gennem anvendelse af effektive afstemningsmetoder at kvæle revolutionen. Det er ikke lykkedes for dem. Efter lange støjende scener blev mødet hævet efter et næsten enstemmigt kompromisforslag – måske det eneste, der var kompromitterende på hele mødet.
For intet er mere naturligt, end at politisk ophidselse og engagement kommer til udtryk i højlydte former. Om end røde hoveder ikke er det højeste produkt af et folks politiske opdragelse, er de alligevel mere værd end "de gamle og veltjente partikammerater"s halvsænkede øjenlåg, når de ud på aftenen på lønningsdagen sover saligt ind, mens partisekretærens beretning læses op.
Vi har derfor ikke sagt noget mod massernes ophidselse og vilde, patos, heller ikke dengang, på arbejder- og soldaterrådenes første plenarmøde i Cirkus Busch, da al ophidselsen vendte sig mod os, da soldaterne rettede geværet mod kammerat Liebknecht. Vi bekæmpede dem, der med lurvet demagogi ledte massernes himmelstormende vilje ind i falske baner; vi forsøgte og forsøger at give masserne en klar forståelse af deres situation og deres mål, samtidig med at vi vil lade dem beholde al deres begejstring og hele deres fremstormende energi med henblik på de mægtige opgaver, som de skal løse. Vi tror på, at store ting kun kan fuldføres med begejstring.
Men "Vorwärts" havde et andet syn på sagen. Der sidder en eller anden lille redaktør et eller andet sted i en skrivebordsstol på "Vorwärts"' redaktion og spørger med en Biedermanns tonefald, som er så typisk for alle hesteprangere: "Hånden på hjertet! Tror I, at et møde som det i går, er kompetent og i stand til at sige det afgørende ord om vort folks skæbne?"
Efter at mødet med dette retoriske spørgsmål har fået sin dom, undlader "Vorwärts" ikke at bringe sin gamle jordemodermedicin i velvillig erindring. Det er for det første: ro og orden. Og efter at alle gode gaver fra denne velsignede himmeldatter har fået sin velfortjente ros, kommer den næste opskrift: politisk og parlamentarisk skoling.
Vi har allerede alt for ofte skildret den politiske og parlamentariske skolings glædelige frugter, når det gælder arbejderklassen, til at vi atter i dag skal komme med gentagelser; man kan bare se på de "revolutionære" landvindinger denne socialistiske regering har gjort på tre uger, man kan se på hvad Herr Ebert, den "politisk og parlamentarisk skolede" Ebert har udrettet i sin handel med Wilson. Så får man snart nok af "politisk og parlamentarisk skoling".
Men "Vorwärts" har ikke fået nok. Dette ene soldaterrådsmøde i Berlin, som ikke tiltaler bladets "politisk og parlamentarisk skolede" smag giver anledning til generaliseringer og til følgende konklusion: "Når man har oplevet begivenheder, som dem i går, så forstår man til fulde, hvad det er for et nederdrægtigt folkebedrag, den af tåber så berømmede russiske sovjetregering er. Vore arbejdere og soldater – det kan vel siges lige ud uden nogen nationalistisk form for praleri – står tårnhøjt over de russiske, når det drejer sig om almen dannelse og politisk skoling. Når systemet med rådsforfatningen slår fejl hos os, så er det det bedste bevis på, at dette system er umuligt at gennemføre selv hos det mest dannede og intelligente folk, fordi det er en indre umulighed". Dermed har man altså "uden nogen nationalistisk form for praleri" slået to ting fast:
for det første at de tyske arbejdere og soldater rager tårnhøjt over de russiske, når det drejer sig om almen dannelse og politisk skoling;
desuden at hele systemet ikke lader sig gennemføre, at det lider af en indre umulighed, fordi ikke engang det mest dannede og intelligente folks dannelse og intelligens er nok, og alt dette fører så frem til en tredje konstatering: "Kun den konstituerende Nationalforsamling kan bringe redningen ud af dette kaos".
Der er trods alt noget rigtigt i dette. Det tyske folk har gennemsnitligt gået længere i skole, har lært at skrive bedre og er bedre til hovedregning end det russiske. Det har desuden – som en del af grundlaget for den "politiske og parlamentariske skoling" – også nydt mere religionsundervisning og patriotisk historieundervisning end det russiske og har derefter gået i lære i den "politiske-parlamentariske skolings" højskole hos det tyske socialdemokrati. Denne lærermester gav besked om, at man skulle kalde den mest skammelige røverkrig i verden for en forsvarskrig mod et "skændigt overfald"; man skulle kalde kapitalisternes truede pengeskabe for "hus og gård", den røveriske erobring af Belgien og Nordfrankrig for "vor retfærdige sag" og mord på proletariske brødre i Finland, i Ukraine, i Livland, i Estland og Krim for en kamp for "ro og orden".
Hele meningen med denne revolution er massernes vilde protest mod disse resultater af den "parlamentariske og politiske skoling", mod både skolen og læremesteren, men straks er "Vorwärts" på pletten for på ny at tage dem i skole med den "konstituerende Nationalforsamling".
Joh, der kommer de allesammen igen, de "politisk og parlamentarisk skolede" herrer, Westarp'erne, og Erzberger'ne, Stresemann's og Gröberne, Payer's og Haussmann's, alle arvtagerne til den kunst, som borgerskabet gennem århundreder har lært sig, at bedrage folket. Og sammen med dem kommer Scheidemann og Ebert, David og Lensch, som har afluret de andre kunsten, hvordan man skal rømme sig, og hvordan man skal spytte, alle vil de komme igen og fortsætte med at bedrage folket, noget de sidst i de fire krigsår udøvede med grusom virtuositet, og som sluttede af på Frankrigs blodige slagmarker og med de tyske arbejderes og soldaters første massehandling.
Med det kup, som "Vorwärts" her har leveret, stiller avisen sig værdigt ved siden af Herr Friedrich Ebert: Mens denne har forsøgt at dræbe revolutionen fysisk gennem sult hånd i hånd med Herr Wilson, så søger "Vorwärts" at snigmyrde den åndeligt, idet de igen løfter den skoletavle op foran masserne, som borgerskabet og enhver herskende klasse i årtusinder har holdt op for de undertrykte, og hvorpå der står skrevet: "I er ikke modne; I kan ikke blive det; en "indre umulighed"; I har brug for ledere; vi er lederne".
De har nu lykkeligt udviklet sig til de reaktionæres statsfilosoffer til alle tider og i alle lande, og dette skuespil bliver ikke mere tiltalende ved, at det selvsamme "Vorwärts" kun tolv timer efter, at det i en ledende artikel "filosofisk" har erklæret massernes åndelige husmandsstatus for at være en evighedsforeteelse, i et demagogisk skænderi med et medlem af eksekutivrådet appellerer til skamfølelse, ære og samvittighed, fordi vedkommende har talt om, at "masserne ikke var modne endnu", hvorefter "Vorwärts" en dag senere giver det selvsamme soldaterråd attest for modenhed, fordi rådet har taget en beslutning, som passer i "Vorwärts" kram. "Vorwärts" skamløshed bliver ikke bedre af dette hykleri.
Intet proletariat i verden, heller ikke det tyske, kan fra den ene dag til den anden på et øjeblik fjerne sporene af en tusindårig undertrykkelse, sporene efter de lænker som d'herrer Scheidemann og konsorter lægger på dem. Hverken politisk eller åndeligt når proletariatet sit højeste trin på revolutionens første dag. Først revolutionens kampe vil løfte proletariatet op i fuld modenhed i enhver forstand.
Revolutionens begyndelse var tegn på, at denne modningsproces er begyndt. Den vil hurtigt udvikle sig videre, og "Vorwärts" har en god målestok for at kunne fastslå tidspunktet, når den fulde modenhed er nået. Den dag, hvor bladets redaktører flygter fra deres pladser sammen med herrerne Scheidemann, Ebert, David og konsorter derhen hvor Holienzollerne eller hvor Ludendorff sidder – den dag er den fulde modenhed nået.