Dansk afdeling: Lenin: "Venstre"-kommunismen – en børnesygdom (1920)
Men ud fra deres rigtige kritik af de herrer Turati og co. drager kammerat Bordiga og hans "venstre"-venner den urigtige slutning, at det er skadeligt overhovedet at deltage i parlamentet. De italienske "venstre"-folk kan ikke anføre nogen som helst alvorlige argumenter til støtte for den opfattelse. De kender simpelthen ikke (eller de søger at glemme) de internationale eksempler på en virkelig revolutionær og kommunistisk udnyttelse af borgerlige parlamenter til ubestridelig nytte for forberedelsen af den proletariske revolution. De kan simpelthen ikke tænke sig en "ny" udnyttelse af parlamentarismen, men råber op i det uendelige om den "gamle" og ubolsjevikiske.
Heri ligger også deres fundamentale fejl. Kommunismen skal ikke blot på det parlamentariske, men på alle virkefelter indføre noget principielt nyt, som fundamentalt bryder med II Internationales traditioner (og samtidig bevarer og udvikler, hvad den bragte af godt), og dette kan kommunismen ikke gøre uden langvarigt, ihærdigt og sejt arbejde.
Lad os tage det journalistiske arbejde. Aviser, brochurer og proklamationer er nødvendige i propaganda-, agitations- og organisationsarbejde. Uden et journalistisk apparat kan ingen massebevægelse i et nogenlunde civiliseret land klare sig. Og ingen jammerklager over "førere", ingen højtidelige løfter om at bevare massernes renhed ubesmittet af førerindflydelse, kan i dette arbejde fritage os for at anvende folk, der er kommet til os fra den borgerlige intelligens, eller fritage os for den borgerlig-demokratiske "besidderatmosfære" og "besiddersituation", i hvilken dette arbejde foregår under kapitalismen. Endnu 2½ år efter bourgeoisiets fald, efter proletariatets erobring af den politiske magt mærker vi omkring os denne atmosfære, denne tilstand, som betinges af borgerlig-demokratiske indstillinger og privatejendom blandt bonde- og håndværkermasser.
Parlamentarisme er én form for arbejde, journalistik en anden. Indholdet kan være kommunistisk i begge former, og skal være kommunistisk, når de, der arbejder på disse områder, virkelig er kommunister, virkelig er medlemmer af det proletariske masseparti. Men hverken på det ene eller det andet område – eller på noget som helst arbejdsfelt under kapitalismen og under overgangen fra kapitalisme til socialisme – kan man undgå de vanskeligheder, de særprægede opgaver, som proletariatet skal overvinde og løse for at kunne anvende de folk, der kommer til os fra et borgerligt miljø, i vore formåls tjeneste, for at besejre borgerligt-intellektuelle fordomme og indflydelser og for at svække modstanden fra de småborgerlige tilstande (og på længere sigt helt omforme dem).
Har vi måske ikke før krigen 1914-18 i alle lande set en overflod af eksempler på, at meget "radikale" anarkister, syndikalister o. lign. tordnede mod parlamentarismen, spottede de borgerligt anløbne parlamentssocialister, hudflettede stræberne o.s.v., o.s.v. - hvorpå de selv gennem journalistikken, gennem arbejdet i syndikaterne (fagforeningerne) opnåede ganske den samme borgerlige karriere? Er herrer som Jouhaux og Merrheim, for at holde sig til Frankrig, måske ikke typiske?
Det barnagtige i at "afvise" deltagelse i parlamentets arbejde ligger netop i, at man på en så "simpel", "let" og tilsyneladende revolutionær måde tror at kunne "løse" den vanskelige opgave at bekæmpe de borgerlig-demokratiske indflydelser inden for arbejderbevægelsens mens man i virkeligheden kun flygter for sin egen skygge, kun lukker øjnene for vanskelighederne, kun søger at snakke sig fra dem. Skamløst stræberi, borgerlig udnyttelse af parlamentsposter, himmelråbende reformistisk pervertering al det parlamentariske arbejde, fladpandet spidsborgerlig vanetænkning – alt dette er utvivlsomt ordinære og overvejende karaktertræk, som kapitalismen afføder overalt, ikke blot uden for, men også inden for arbejderbevægelsen. Men kapitalismen og dens borgerlige tilstande (som selv efter bourgeoisiets fald kun forsvinder meget langsomt, idet bønderne stadig genskaber bourgeoisi) vil afgjort på alle felter og livsområder blive ved at afføde borgerligt stræberi, national chauvinisme og spidsborgerlig fladpandethed o. s. v. med det samme indhold, kun med ubetydelige variationer i formen.
I forekommer jer selv at være "skrækkelig revolutionære", I kære boykottister og anti-parlamentarikere, men faktisk er I bange for de forholdsvis små vanskeligheder ved at bekæmpe bourgeoisiets indflydelse i arbejderbevægelsen, skønt jeres sejr, d.v.s. bourgeoisiets fald og proletariatets erobring af den politiske magt, vil skabe de samme vanskeligheder i endnu langt større målestok. Ligesom børn er I bange for den lille vanskelighed, der forestår jer i dag, og forstår ikke, at i morgen og i overmorgen bliver I alligevel nødt til at lære og lære til bunds at overvinde de samme besværligheder i dimensioner, som har umådelig meget større betydning.
Under sovjetstyret vil der smutte endnu flere folk fra den borgerlige intelligens ind i jeres og ind i vores proletariske parti. De vil også smutte ind i sovjetterne, i domstolene, i administrationen, for det er nu engang umuligt at opbygge kommunismen af andet end det menneskemateriale, kapitalismen har skabt, det er umuligt at forjage og tilintetgøre de borgerlige intellektuelle, man må besejre, omskabe, fordøje og nyopdrage dem, ligesom man i en langvarig kamp på det proletariske diktaturs grund også må nyopdrage proletarerne selv, som ikke befrier sig for deres egne småborgerlige fordomme på én gang, ved et under, på guds moders bud, på befaling gennem paroler, resolutioner og dekreter, men kun gennem langvarig og vanskelig massekamp mod småborgerlige indflydelsers masseforeteelser. De samme opgaver, som antiparlamentarikerne nu så flot og overlegent, så letsindigt og så barnagtigt viser fra sig med en håndbevægelse, de samme opgaver opstår under sovjetstyret, inden for sovjetterne, inden for sovjetadministrationen, blandt de sovjetiske "retshjælpere" (vi udryddede i Rusland den borgerlige sagførerinstitution, og vi gjorde ret i at udrydde den, men den genopstår hos os som "sovjetiske" "retshjælpere" (59). Blandt sovjetingeniørerne, blandt sovjetlærerne, blandt de privilegerede, d. v. s. de bedst kvalificerede og bedst stillede arbejdere på sovjetfabrikkerne, ser vi bestandig alle de negative træk genopstå, som er så karakteristiske for den borgerlige parlamentarisme, og kun i en uafladelig, uophørlig, langvarig og hårdnakket kamp for proletarisk organisation og disciplin kan vi – gradvis – besejre dette onde.
Under bourgeoisiets herredømme er det selvfølgelig meget "svært" at overvinde borgerlige vaner i vort eget, d. v. s. arbejdernes parti: det er "svært" at jage de tilvante, af borgerlige fordomme håbløst fordærvede parlamentariske førere ud af partiet, det er "svært" at indpode proletarisk disciplin i de (i et vist, omend meget begrænset antal) absolut nødvendige folk, som kommer til os fra bourgeoisiet, det er "svært" i det borgerlige parlament at skabe en kommunistisk fraktion, som i alle henseender er arbejderklassen værdig, det er "svært" at sikre, at kommunistiske parlamentsmedlemmer ikke driver tiden hen med borgerlig-parlamentariske petitesser, men passer det mest påkrævede propagandistiske, agitatoriske og organisatoriske arbejde blandt masserne. Alt dette er "svært", absolut, det var svært i Rusland, det er endda sværere i Vesteuropa og Amerika, hvor bourgeoisiet er langt stærkere, hvor de borgerlig-demokratiske traditioner er stærkere, o.s.v.
Men alle disse "vanskeligheder" er dog kun børneleg i sammenligning med de opgaver af ganske samme art, som proletariatet alligevel uvægerligt må løse både som forberedelse til sejren og under den proletariske revolution og efter proletariatets magtovertagelse. I sammenligning med disse i sandhed gigantiske opgaver, som forestår, når man under proletariatets diktatur skal give milllioner af bønder og små næringsdrivende, hundredtusinder al funktionærer, embedsmænd og borgerlige intellektuelle en ny opdragelse og få dem til at rette sig efter den proletariske stat og den proletariske ledelse, når deres borgerlige vaner og traditioner skal overvindes – i sammenligning med disse gigantiske opgaver er det i et borgerligt parlament under bourgeoisiets herredømme børneleg for et ægte proletarisk parti at skabe en virkelig kommunistisk fraktion.
Hvis de "venstre" og antiparlamentariske kammerater ikke lærer at overvinde en så lille vanskelighed nu, så kan man med sikkerhed sige, at enten vil de vise sig ude af stand til at virkeliggøre proletariatets diktatur og til i stor målestok at underlægge sig og omskabe borgerlige intellektuelle og borgerlige institutioner, eller også kommer de til at lære det i stor hast, og med dette hastværk vil de tilføje proletariatets sag uhyre skade, begå ualmindelig mange fejl, vise mere end sædvanlig svaghed og uforstand o.s.v., o.s.v.
Så længe bourgeoisiet ikke er styrtet, og yderligere så længe smådriften og den lille vareproduktion ikke er helt forsvundet, så længe vil borgerlige tilstande, besiddervaner og spidsborgerlige traditioner gøre skade i det proletariske arbejde, såvel udefra som indefra i selve arbejderbevægelsens ikke blot på dette ene virkefelt, det parlamentariske, men uvægerligt på hvert eneste samfundsmæssigt arbejdsområde, på alle kulturelle og politiske felter uden undtagelse. Og det ville være en meget alvorlig fejltagelse, som man uvægerlig senere vil komme til at bøde for, hvis man søger at slippe uden om eller afviser en eneste af de "ubehagelige" opgaver eller vanskeligheder, man møder på noget arbejdsområde. Man må lære, virkelig lære at beherske alle arbejdsområder og virkefelter uden undtagelse, at besejre alle vanskeligheder og alle borgerlige skikke, traditioner og vaner hvor som helst. Enhver anden behandling af spørgsmålet er simpelthen letsindig, simpelthen barnagtig.
12. maj 1920.