Dansk afdeling: Lenin: "Venstre"-kommunismen – en børnesygdom (1920)
I de første måneder efter proletariatets erobring af den politiske magt i Rusland (25. oktober/7. november 1917) kunne det se ud, som om de umådelige forskelle mellem det efterblevne Rusland og de fremskredne vesteuropæiske lande, ville bevirke, at proletariatets revolution i disse sidste ville få meget lidt lighed med vor. Nu har vi allerede indhøstet en temmelig præsentabel international erfaring, som helt sikkert siger os, at visse grundtræk i vor revolution har en betydning, som ikke er lokal, ikke særskilt national, ikke russisk alene, men international. Og jeg taler her ikke om international betydning i ordets videste forstand, for ikke blot visse, men alle grundtræk og mange sekundære træk i vor revolution har international betydning i den forstand, at den indvirker på alle lande. Nej, jeg bruger ordet i dets snævreste forstand, dvs. at når man ved international betydning forstår international gyldighed eller historisk uundgåelighed af, at det, som er sket hos os, vil gentage sig i international målestok, så må man anerkende, at visse grundtræk i vor revolution har en sådan betydning.
Det ville naturligvis være en grov fejl at overdrive denne sandhed, at udvide den til mere end nogle af vor revolutions grundtræk. Og nøjagtig lige så fejlagtigt ville det være at se bort fra, at når den proletariske revolution har sejret i blot et enkelt af de fremskredne lande, vil der sandsynligvis indtræde et brat omslag, idet Rusland snart efter ikke mere vil være forbillede, men igen vil være et tilbagestående land (i "sovjetisk" og socialistisk forstand).
Men i den nuværende historiske situation er det netop således, at det russiske forbillede viser alle lande noget, og noget overordentligt vigtigt, af deres uomgængelige og nære fremtid. Fremskredne arbejdere i alle lande har for længst forstået dette, ja oftest ikke så meget forstået som grebet eller følt det med den revolutionære klasses instinkt.
Heri ligger sovjetmagtens internationale "betydning" (i ordets snævre forstand), og heri ligger også grundlaget for bolsjevikisk teori og taktik. Dette er aldrig blevet forstået af II Internationales "revolutionære" førere som Kautsky i Tyskland, Otto Bauer og Friedrich Adler i Østrig, som derfor også har vist sig at være reaktionære og forsvarere af opportunisme og socialforræderi i værste form. For øvrigt viser en anonym brochure: Verdensrevolution, som er udkommet i 1919 i Wien (Weltrevolution (1), Sozialistische Bücherei, Heft11, Ignaz Brand), særlig tydeligt hele tankegangen og hele tankekredsen, eller rettere afgrunden af begrebsforvirring, pedanteri, gemenhed og forræderi mod arbejderklassens interesser, oven i købet serveret som "forsvar" for "verdensrevolutionen"s idé.
Men denne brochure må
vi beskæftige os udførligere med en anden gang. Her
vil vi blot bemærke dette ene: I længst forgangne
tider, da Kautsky endnu var marxist og ikke renegat, har han,
når han undersøgte spørgsmålet som historiker,
forudset muligheden af, at der kunne opstå en situation,
hvor det russiske proletariats revolutionære holdning ville
stå som forbillede for Vesteuropa. Det var i 1902, da Kautsky
i den revolutionære Iskra (2) skrev artiklen: De Slaviske
Folk og Revolutionen. Se, hvad han skrev i denne artikel:
"I vore dage" (i modsætning til 1848) "kan man forestille sig, at slaverne ikke blot er trådt ind blandt de revolutionære folkeslag, men også at tyngdepunktet for revolutionær tænkning og revolutionær handlen mere og mere vil forskyde sig over mod slaverne. Det revolutionære centrum forskyder sig fra vest mod øst. I første halvdel af 19. århundrede lå det i Frankrig, i visse perioder i England. I 1848 trådte også Tyskland ind i rækken af revolutionære nationer … Det ny århundrede begynder med begivenheder, der bringer os til at tro, at vi er på vej mod en videre forskydning af det revolutionære centrum, nemlig dets forskydning til Rusland ... Rusland, der har øst så meget revolutionært initiativ fra Vesten, er måske nu i stand til selv at blive en kilde til revolutionær energi for den. Den opblussende revolutionære bevægelse i Rusland vil måske blive det vældigste middel til at udrydde den ånd af fejt filisteri og nøgtern politiseren, som begynder at brede sig i vore rækker, den vil på ny bringe kampglæden og den lidenskabelige hengivenhed for vore store idealer til at rejse sig i klare flammer. Rusland er for længst ophørt med blot at være Vesteuropas bolværk for reaktion og enevælde. Forholdet er vel nu netop det omvendte: Vesteuropa bliver et bolværk for reaktion og enevælde i Rusland … De russiske revolutionære havde vel nok allerede for længst gjort op med tsaren, hvis de ikke samtidig også havde måttet kæmpe mod hans forbundsfælle, den europæiske kapital. Lad os håbe, at det denne gang må lykkes for dem at gøre op med begge fjender, og at den ny 'hellige alliance' bryder hurtigere sammen end sin forgænger. Men hvordan end den nuværende kamp i Rusland ender, blodet fra de martyrer, den desværre vil skabe til overflod, flyder ikke forgæves. Det vil virke befrugtende på spirerne til den sociale omvæltning i hele den civiliserede verden og bringe dem til at gro yppigere og hurtigere. I 1848 var slaverne den strenge frost, som dræbte folkeforårets blomster. De er måske nu udset til at blive den storm, som skal bryde reaktionens is og uimodståeligt bringe folkene et nyt, lykkeligt forår." (Karl Kautsky: De Slaviske Folk og Revolutionen, artikel i Iskra, det russiske socialdemokratis revolutionære blad, nr. 18, 10. marts 1902.)
Så godt skrev Karl Kautsky for 18 år siden!